I det fynske folks tjeneste

Killing hoppede på toget: Junior rejste 23 kilometer

Eventyrlystne Junior rejste med DSB uden billet fra Fredericia til Vejle. Foto: Kristina Heinsvig Stabell

I samarbejde med TV2.dk

Kristina Heinsvig Stabell fra Odense fik selskab på sin togtur søndag morgen, da den 12 uger gamle killing Junior sprang på toget i Fredercia.

Den 12 uger gamle killing Junior rejste uden billet fra Fredericia til Vejle med DSB søndag morgen. Ejeren, 17-årige Michael Rozek Høi, fandt den 23 kilometer fra hjemmet via et Facebookopslag fra odenseanske Kristina Heinsvig Stabell.

- Man ved aldrig med ham...

Sådan siger Michael Rozek Høi fra Fredericia til TV 2, efter han har fået sin forsvundne kattekilling Junior hjem igen.

Katten fra Fredericia, der i den grad er sin egen, havde været forsvundet i flere timer søndag, inden den ved midnatstid natten til mandag kunne vende snuden hjem efter en rigtig udflugt, hvor den fremmelige killing blandt andet tog toget fra Fredericia til Vejle.

- En rigtig sød killing, der ville snakkes med og nusses, men ikke meget for at blive holdt for længe af gangen, skriver Kristina Heinsvig Stabell fra Odense i et opslag i Facebook-gruppen Kattesiden Fredericia og Omegn, hvor hun lagde det billede, hun havde taget af killingen i toget, op.

Endestation: Vejle

Hun prøvede at holde fast på den, da toget standsede i Vejle. Men Junior ville ikke tages op - han ville åbenbart fortsætte rejsen lidt endnu. 

 

- Det er rart at høre, den er kommet hjem igen, siger Kristina Heinsvig Stabell til TV 2. Det var, da Michael Rozak Høi blev tagget i Kristinas opslag, at han fandt ud af, hans kat havde taget toget og var i Vejle.

Michael Rozek Høi fortæller til Fredericia Dagblad, at killingen begyndte sin udflugt søndag. Den listede med ud ad døren, da Michaels stedfar ville køre ham til Vorbasse.

- Da det regnede, søgte han ly i garagen. Pludselig var han så taget ned på banegården åbenbart, fortæller Michael Rozek Høi til Fredericia Dagblad.

Han efterlyste Junior på Facebook, og han fandt ud af, at katten havde taget toget fra Fredericia til Vejle, hvor den altså stod af. Senere blev den set i kvarteret omkring Havneparken i Vejle, hvor den blandt andet hvilede sig på en kvindes terrasse.

Bankede på dåse, og så kom Junior

Michael Rozek Høi drog til Vejle bevæbnet med en dåse af det mest effektive middel til at stoppe små kattes uforudsete udflugter: mad.

- Jeg havde en dåse med, som jeg så bankede på, og pludselig var der noget, der miavede, siger Michael Rozak Høi.

Junior var godt sulten efter turen fra Fredericia til Vejle, og han blev kørt hjem til Fredericia. Nu skal den være inde nogle måneder - og så skal den øretatoveres.

- Jeg har sagt til Junior, at den ikke må gøre det igen, siger Michael Rozak Høi med et smil til TV 2.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.