I det fynske folks tjeneste

Kim Larsen mindet med blomster og øl foran sin opgang

Kim Larsen flyttede til Odense i 1990'erne efter at have boet mange år på Christianshavn i København.

I samarbejde med TV2.dk
01:05

En sidste hilsen til Danmarks nationalskjald. Video: TV 2 / Ken Petersen

Han var en rebel. Han sagde sin mening. Han var en folkehelt. Han var en spillemand.

Men Kim Larsen var også helt sin egen, og han har påvirket rigtigt mange menneskers liv.

Det vidner det blomsterhav og de øl, der siden offentliggørelsen af hans dødhar samlet sig foran hans opgang og lokale værtshus i Odense, om.

Læs også Afdøde Larsen pryder danske dagblades forsider

En sidste hilsen til Danmarks nationalskjald.

- Han er Odenses mand, så selvfølgelig skulle vi lige ind og lægge en blomst, siger en berørt Xenia Lind, der havde taget sin to børn med.

Og hun var ikke den eneste:

- Jeg har bare brug for at mindes ham et eller andet sted, og det er ligesom her, lyder det fra Susanne Follesen, der havde lagt en buket blomster ved opgangen.

Kim Larsen boede i en lejlighed i Odenses gamle kvarter. Lige ovenpå værtshuset Lørups Vinstue.

Blandede sin egen øl

Og netop på Lørups Vinstue, hans faste vandingshul, kunne bestyreren i dag mindes, at også her var Kim Larsen helt sin egen:

- Han er jo det musikalske bagtæppe for hele mit liv. Han har lavet rigtigt mange gode sange, men han har også lavet noget, som jeg måske ikke synes er helt så godt, men i hvert fald så han været der hele mit liv, så derfor synes jeg, at jeg gerne ville være her i dag, sagde Nete Dahl Hansen ved et bord på Lørups Vinstue.

En katastrofe

Foran Lørups Vinstue er mængden af blomster og øl vokset stødt gennem dagen. Også efter mørket er faldet på.

Men det er ikke kun odenseanere, der er mødt op. Folk fra hele landet har startet bilen og kørt mod landets midte.

Foran Kim Larsens opgang og lokale værtshus er der lagt blomster og øl. Foto: Lasse Rønlev / TV 2

- Han bestilte altid en fadøl, og i den sidste tid bestilte han en blanding mellem en ’Odense Pilsner’ og en ’Odense Classic’. Og så skulle den gerne laves, som den så ud på skiltet udenfor – skummet skulle fylde toppen og flyde udover, siger Nikolaj Haun.

Kim Larsen sang for dronningen. Han sang for sine børn. Men han sang også for og til folket.

Tilbage er et bagkatalog af sange, der har rørt danskere i alle aldersgrupper.

To af dem er Mia Gammelgaard og Thomas Jørgensen, der er kørt fra Horsens til Odense.

 - Kim Larsen er en del af vores barndom. Han har været med siden børnehaveklassen. Han er med til alle festlige lejligheder, men også bare derhjemme i stuen. Han skaber fællesskab, og han rører noget i os alle sammen med sin musik, siger Mia Gammelgaard, der bakkes op af en rørt Thomas Jørgensen.

- Det er en katastrofe. Jeg blev ked af det. Jeg har fulgt ham lige siden, jeg var en lille dreng. Og det er jo ikke mere end to måneder siden, jeg var til koncert med ham. Det er en katastrofe, og det er træls. Det var ikke lige sådan, han skulle dø, men det var alligevel en smuk afgang, siger han.

Kim Melius Flyvholm Larsen, der er hele hans borgerlige navn, blev født i København 1945, voksede op i Nordvestkvarteret, men flyttede senere til Christianshavn, hvor Gasolin’ blev stiftet sidst i 1960’erne.

Siden flyttede han til Odense i 1990’erne. En periode, hvor også ’Kim Larsen og Kjukken’ blev skabt.

Kim Larsen døde søndag morgen omgivet sine nærmeste – sin kone Liselotte, samt sine seks børn, Pelle, Sylvester, Alice Eva, Molly, Hjalmer og Lui.

Alene som solist har Kim Larsen solgt over tre millioner plader, og tæller man tiden i Gasolin' med, kan han noteres for over fem millioner salg.

00:41

Blomster ved Kim Larsens hjem mandag morgen.  Video: Sune Jørgensen

Luk video

I slutningen af juli i år måtte Kim Larsen & Kjukken aflyse deres koncerter i Norge.

Aflysningen skyldtes, at den 72-årige Kim Larsen havde været igennem et længere kræftforløb henover vinteren og ikke havde kræfter til de mange spilledage.