I det fynske folks tjeneste

Læge blev dømt efter patients død - nu slår en række kollegaer i bordet

Foto: Ole Holbech

I samarbejde med TV2.dk

En læge er blevet dømt for hårdt i sag om patients død, mener kollegaer og fagforening.

Overmedicinerede patienter, for mange undersøgelser og færre læger.

Det kan blive virkelighed, lyder det i en advarsel fra Foreningen for Yngre Læger. 

Opråbet kommer efter, at læger på sociale medier og i en underskriftsindsamling har delt deres bekymring over en sag, hvor en kvindelig reservelæge ved Østre Landsret blev dømt skyldig i grov forsømmelse, fordi en midaldrende mand med diabetes mistede livet i 2013.

Under hashtagget #DetKuHaVæretMig deler lægerne nu deres sympati og historier på Facebook. Og knap 7000 personer har siden dommen skrevet under på en underskriftsindsamling for, at sagen bør ankes til Højesteret.

Historien handler kort fortalt om, at patienten blev indlagt på Svendborg Sygehus med mavesmerter. Da han havde diabetes, bad den kvindelige læge ifølge eget udsagn sygeplejersken om at få hans blodsukker målt. Men målingen skete aldrig, da sygeplejersken ikke mindes at have fået ordren, og lægen ikke fulgte op på, om det var sket.

En måned senere døde patienten, og en senere obduktionsrapport viste, at årsagen var en hjerneskade på grund af for lavt blodsukker.

Læs også Tusindvis af læger støtter tiltalt Svendborg-kollega

Fagforeninger: Dommen er for hård

Problemet med dommen er, at den er for hård, mener formanden for Yngre Læger, Camilla Rathcke, og hos Lægeforeningen er formand Andreas Rudkjøbing af samme overbevisning.

- Man placerer ansvaret alene på den yngste læges skuldre. Det mener vi ikke er rimeligt taget i betragtning, at det har været et længere forløb, patienten har haft, og der har været flere mennesker involveret, siger Andreas Rudkjøbing til TV 2.

Hos Yngre Læger frygter formanden, at dommen kan betyde, at læger ikke ønsker at arbejde i det danske sundhedsvæsen, og hun mener, at opbakningen til kampagnen #DetKuHaVæretMig er et udtryk for, at det kan blive tilfældet i fremtiden.

- Vi risikerer at miste gode læger, som vælger at søge uden for vores sundhedssystem, fordi de ikke vil hænge på systemfejl, siger hun.

Dom kan få betydning for arbejdet

Både hos Yngre Læger og Lægeforeningen mener man, at dommen kan få konsekvenser for lægers arbejde.

- Når man eksempelvis får en traumepatient ind, skal det gå hurtigt, og man laver aftaler mundtligt. Så man har ikke tid til at journalføre med det samme, men gør det først bagefter, siger Camilla Rathcke.

Hun understreger, at det er vigtigt, at det samarbejde består mellem sundhedspersonalet, så personalet på sygehusene fortsat kan gøre deres job hurtigt, ellers kan det i sidste ende gå ud over behandlingen af den enkelte patient.

- Hvis det her er retstilstanden i Danmark, er den uforenelig med den måde, vi arbejder på. Særligt når vi er på vagt, og når vi har travlt. Der skal der altså være plads til, at man giver en ordination mundtligt i forventningen om, at der så bliver fulgt op på den, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Ulykkelig sag

Læs også Læger efter dom: Det ku' ha' været mig

Støttekampagnen #DetKuHaVæretMig får opbakning af Yngre Læger, og Andreas Rudkjøbing fortæller, at han ikke førhen har oplevet så stor opbakning til en sag, som støttekampagnen har fået.

- Jeg tror, at den her sag har ramt noget i rigtig mange yngre læger, som allesammen har stået i en situation, hvor der har været for travlt til, at man har kunnet sætte sig ned i ro og mag og ordinere alting.

Han kalder den konkrete sag for ulykkelig og mener også, at man bør undersøge, hvad man kan gøre, så det ikke sker igen.

- Men den her sag er principiel. Vi vil gerne have undersøgt, om det kan være rigtigt, at det er de smalleste skuldre, nemlig den unge læge, som skal have skylden for hele det her ulykkelige forløb, siger Andreas Rudkjøbing.

Dømt læge har fravalgt sundhedsvæsnet

Den dømte kvindelige læge har efter dommen forladt det danske sundhedsvæsen, fortæller formanden for Yngre Læger.

- Hun har stadigvæk sin autorisation og kunne sagtens fortsætte. Men hun føler ikke, at hun kan være den læge, som hun gerne vil være, i vores sundhedsvæsen, siger Camilla Rathcke.

Forløb over sagen fra Svendborg Sygehus

2013
5. august
En mand blev indlagt på den fælles akutmodtagelse på Svendborg Sygehus med mavesmerter.
Smerterne var aftagende, men han blev indlagt, og da han var diabetiker skulle hans blodsukker måles.
Den kvindelige reservelæge mente, at hun havde givet mundtlig besked til en sygeplejerske om at gøre det, men det blev ikke gjort.
I retten fortalte sygeplejersken, at han ikke kunne huske at have fået beskeden.
Patienten skulle derefter faste frem mod en scanning og fik insulin undervejs, men fik fortsat ikke målt sit blodsukker

1. september
Patienten dør.
Sammenhængen mellem dødsfaldet og behandlingen af patienten er endnu ikke slået fast.
Sagen ryger efterfølgende for byretten i Svendborg. Den kvindelige reservelæge tiltales sammen med en mandlig afdelingslæge, som skulle gå hendes journalnotater igennem.
De er tiltalt for grov forsømmelsespligt.

2017
Marts
En støttegruppe på Facebook med flere end 2.000 læger er dukket op i kølvandet på sagen.
Opbakningen er et udtryk for, at læger generelt er pressede, siger lægen bag støttegruppen, Lotte Møller Smedegaard.

28. april
Efter en fire år lang retssag bliver begge både den kvindelige reservelæge og den mandlige afdelingslæge frifundet for grov forsømmelse.

30. august
Landsretten omstøder byrettens dom.
Den mandlige afdelingslæge frikendes, men den kvindelige reservelæge dømmes skyldig for forsømmelse og skødesløshed i behandlingen af en patienten.
Hun får en bøde på 5.000 kroner og en regning på sagens omkostninger.
Ifølge obduktionsrapporten døde patienten af svær hjerneskade som følge af for lavt blodsukker, men dommeren understregede, at reservelægen ikke kunne betragtes som skyldig i mandens død.

14. september
Den kvindelige læge anker på opfordring fra Lægeforeningen og foreningen Yngre Læger sagen til Højesteret.
De mener, sagen er principiel og kan få konsekvenser for lægernes arbejde fremover.
September
Støttegruppen på Facebook er oppe på knap 4.000 læger.
Hundredvis af læger deler deres bekymring over dommen på Facebook med hashtagget #DetKuHaVæretMig.

Kilde: TV2, TV 2/Fyn, ugeskriftet.dk og Fyens Stiftstidende

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.