Læge fik frataget ret til at omskære børn: Nu indgår han i reklame for omskæring

Kirurgen, der bor i Odense, mener ikke selv, at han gør noget ulovligt, siger han til TV 2.

Dårlige hygiejniske principper, kritisabel omgang med journaler og manglende forståelse af myndighedernes anvisninger.

Med ovenstående begrundelse fik speciallæge i kirurgi Said Ahmed el-Batran, der bor i Odense, i oktober sidste år frataget retten til at udføre omskæring.

Nu viser det sig, at lægen på trods af forbuddet måske stadig er aktiv inden for området.

Beboerne i flere bydele i Aarhus har i denne uge nemlig modtaget en flyer fra et firma, der kalder sig 'Kirugisk Kosmotologisk Klinik', hvorpå Said Ahmed el-Batran på første linje er nævnt som stifter af virksomheden.

Af flyeren fremgår det, at klinikken udfører ”kosmetiske behandlinger af huden og hele kroppen”.

Og med stor skrifttype står der ”omskæring” på dansk og tre andre sprog, herunder arabisk og tyrkisk.

- Det er etisk uacceptabelt

For Morten Frisch, der er overlæge, debattør og stor modstander af omskæring, var flyeren så forargelig, at han valgte at lægge et billede af den på Facebook.

- At reklamere for et etisk uacceptabelt indgreb udført i en klinik, der er stiftet af denne læge vidner om, at der foregår omskæringer i Gellerup med en standard, som el-Batran står som garant for, siger Morten Frisch til TV 2, der fik billedet tilsendt af en bekendt.

- Vores tilsynsfolk er på sagen

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed, der som tilsynsmyndighed har givet Said Ahmed el-Batran talrige påbud gennem de seneste ti år, reagerede man prompte, da man søndag modtog flyeren fra en borger.

- Der var flere ting i den flyer, vi syntes, var bekymrende. Så det førte til, at vi i dag (tirsdag, red.) har været ude på et tilsynsbesøg på klinikken, siger Susanne Bjaaland Hertz, jurist og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed, til TV 2.

Klinikken på Edwin Rahrs Vej bag Bazar Vest i Aarhus-bydelen Gellerup var dog lukket tirsdag, og der kunne derfor ikke føres tilsyn.

- Men vores tilsynsfolk er på sagen, og vi vil foretag et besøg igen, forsikrer Susanne Bjaaland Hertz.

- Det er ikke mig

På flyeren nævnes Said Ahmed el-Batran som sagt som stifter af klinikken, mens en anden læge står noteret som ansvarlig læge med speciale i urologi.

Da TV 2 konfronterer Said Ahmed el-Batran på hans hjemmeadresse, er det netop denne detalje, han fokuserer på.

- Han (den ansvarlige læge, red.) har fået en tilladelse fra mig til at bruge mit navn, så de kan skrive, at det er mig, der har stiftet det. Det er ikke et problem, siger han til TV 2.

Han forklarer, at han ikke længere ejer firmaet, men at han stiftede det oprindelige firma i 2001.

Hvorfor er du overhovedet bag det her, når du ikke må have noget med selve arbejdet at gøre?​

- Det er fordi, at klinikken ejes af min kone. Det er en kosmetologisk klinik, hvor han (den ansvarlige læge, red.) kommer og laver omskæringer indimellem.

Så det er ikke dig, der står og laver omskæringer af drenge?

- Nej, det er ikke mig, siger Said Ahmed el-Batran.

Forbuddet mod at udføre omskæring, som Said Ahmed el-Batran i første omgang er omfattet af i to år, indebærer ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, at han ikke må udføre eller på anden måde deltage i omskæring.

Ifølge sundhedsjurist ved Syddansk Universitet, Kent Kristensen, er det ikke ulovligt, når Said Ahmed el-Batran fremgår af flyeren.

- Forbuddet mod at udføre omskæring gælder kun Said Ahmed El-Batran. Kun hvis det kan dokumenteres, at El-Batan enten udfører eller medvirker under indgrebet, kan styrelsen gribe ind. Styrelsen kan i den situation fratage ham retten til at praktisere som læge, siger Kent Kristensen.

Er den ansvarlige læge specialist?

Slår man navnet på den ansvarlige læge fra flyeren op i autorisationsregistret, dukker der ikke noget resultat op.

Men en læge med samme navn med en anden stavemåde, der ligesom Said Ahmed el-Batran også bor i Odense og som har arbejdet på samme sygehus, står anført som autoriseret læge i registret.

Denne person er dog ikke speciallæge i urologi, som det ellers fremgår af flyeren, og dette stiller Styrelsen for Patientsikkerhed sig kritisk overfor.

- Hvis man udgiver sig for at være speciallæge og ikke er det, er det en overtrædelse af autorisationsloven, og en sådan overtrædelse vil vi politianmelde. Og hvis personen for eksempel er autoriseret, men ikke har ret til selvstændigt virke, kigger vi også på det, siger Susanne Bjaaland Hertz fra styrelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at man nu undersøger den pågældende læge, ligesom man undersøger Said Ahmed el-Batrans forbindelse til klinikken.

Oversigt

    Oversigt