Lasse Norman: - Jeg lover at miste bjergtrøjen fredag

Lasse Norman Hansen kommer til at få endnu en dag i den blå trøje i Schweiz Rundt, men så regner han også med at miste den.

Det er som om, at den blå bjergtrøje bare ikke kan komme af skuldrene på danske Lasse Norman Hansen.

Aqua Blue Sport-rytteren har indtil nu haft trøjen på i fem ud af seks etaper i Schweiz Rundt, og han kommer også til at køre i den fredag, når rytterne drager ud på endnu en bjergetape, der slutter på en stigning uden for kategori.

- Alle klassementsrytterne har efterhånden rigtig mange point, så det bliver svært for mig at holde trøjen i morgen (fredag, red.) også. Men det er sjovt for mig at holde den igen i dag, siger han til TV 2 SPORT.

Selvom Lasse Norman Hansen altså regner med snart at miste trøjen, så har han faktisk ikke opgivet at vinde den.

- Der er masser af bjergpoint den sidste dag, så løbet er ikke kørt endnu for mig i forhold til at tage trøjen, men i morgen (fredag, red.) kommer jeg ikke til at holde trøjen, det kan jeg godt love.

Ville gerne have været i udbrud

Lasse Norman Hansen ville gerne have været med i et udbrud i begyndelsen af torsdagens etape for at sikre sig nogle point, men sådan gik det ikke.

- Det tog 40 kilometer før udbruddet kørte i dag (torsdag, red.), og der var vi inde på den sidste stigning, og der var sgu nogen, der kørte lidt hurtigere op ad bakke, end jeg gjorde.

Torsdagens etape bød på masser af bjerge, og dem var Domenico Pozzovivo bedst i.

Den lille italiener kørte fra de øvrige favoritter kort før toppen af den sidste stigning, og selvom nedkørslen til mål var præget af regn, så formåede han at komme både først og sikkert i mål og vinde etapen, som også sikrede ham den gule førertrøje.

Mens favoritterne jagtede hinanden i bjergene, så endte Lasse Norman Hansen med en rolig dag på kontoret.

- Det var bestemt ikke sjovt hele vejen idag, men det var til gengæld rigtig flot, sagde han til TV 2 SPORT.

Oversigt

    Oversigt