I det fynske folks tjeneste

Liam gik alene hjem - børnehaven opdagede det først, da en forælder ringede

Kommunen beklager, men forældrene har mistet tilliden til institutionen.

00:51

Liam på fire år stik af fra sin børnehave i Odense - nu har hans forældre valgt at melde ham ud. Video: Privatfoto

I samarbejde med TV2.dk

Tirsdag morgen fik Anya Brahtz noget af et chok. 

Hun går lige nu hjemme på barsel med sin yngste, og hun havde netop afleveret sin fireårige søn, Liam, i børnehave, da hun tre kvarter efter hørte hans stemme hjemme i huset i Højby i Odense.

- Jeg blev så forskrækket, at jeg startede med at blive vred og skælde ham ud, fortæller Anya Brahtz i 'Go' aften Danmark'. 

Der er mere end en kilometer fra børnehaven til barndomshjemmet, og den vej var Liam gået alene, fortalte han sin mor. 

Det er godt, drengen ikke kom noget til. Vi tager det naturligvis alvorligt, når sådan noget sker

Mette Hviid Laustsen, dagtilbudschef, Odense Kommune

Han havde blandt andet krydset den trafikerede indfaldsvej til Odense, Svendborgvej, og især det gjorde hans mor rigtig bange. 

Hun greb telefonen og ringede til børnehaven. Her var de først blevet klar over, at hendes søn var væk, da en anden forælder havde set ham gående på gaden og kontaktede dem. 

- Det er frustrerende, at man ikke kan aflevere sit barn og vide, at han er i trygge hænder. Det er jo det, man forventer, siger Anya Brahtz, der stadig er vred og rystet over episoden.  

Læs også Frygt for krav om it i alle vuggestuer og børnehaver

Liam besluttede sig for at gå hjem efter en konflikt med et andet barn i børnehaven. Ifølge hans mor har pædagogerne fortalt, at de ikke var opmærksomme på konflikten.  Foto: Privatfoto

Beklager hændelsen

Fireårige Liam fortæller selv, at han blev uvenner med en af de andre børn i børnehaven. 

Da der ikke var nogen voksen til stede, som han var tryg ved at henvende sig til, valgte han at klatre over børnehavens hegn, som Anya Brahtz vurderer til at være omkring 160 centimeter højt. 

Flugten fik børnehaven til straks at invitere Liams forældre til møde, og nu beklager kommunen også hændelsen, som de siger, de vil tage ved lære af. 

- Det er virkelig beklageligt, hvad der er sket i et af vores børnehuse. Det er godt, at drengen ikke kom noget til. Vi tager det naturligvis alvorligt, når sådan noget sker, lyder det fra dagtilbudschef i Odense Kommune, Mette Hviid Laustsen.

Læs også Kendt tv-vært: Vi tager vores børn som gidsler i en digitaliserings-liderlighed

Fireårige Liams mor går hjemme på barsel, og lige nu er han hjemme sammen med hende. Hans forældre har ikke tillid til børnehaven længere Foto: Privatfoto

Har mistet tilliden

Liams forældre har flere gange siden tirsdag talt med ham om, at det var forkert at stikke af fra børnehaven. 

Alligevel har han ikke været tilbage siden. Det er Anya Brahtz og hendes mand ikke trygge ved. 

- Når vi betaler for at få ham passet, så forventer vi, han bliver passet ordentligt, der hvor han bliver afleveret, og vi forventer, de har ansvaret, når vi går derfra, siger Anya Brahtz, der ikke mener, at børnehaven kan leve op til dette. 

Hun og hendes mand arbejder derfor på at finde en anden børnehave til deres søn. Indtil da har de taget ham ud.

Læs også Fynske kunsttasker skal hjælpe børn på filippinsk losseplads