Må ikke længere låse døren hos hjerneskadet: Forældre frygter, det ender fatalt

Fordi Jonas Høj Jensen er stærkt udadreagerende blev dørene til hans lejlighed låst. Nye regler tvinger kommune til at åbne dem.

Indtil december sidste år kunne dørene låses ind til Jonas Høj Jensens lejlighed i et bosted i Middelfart. Han er hjerneskadet, epileptiker og stærkt udadreagerende.

Men nye regler på området - som betyder, at døre til fællesarealer aldrig må låses, og at der skal være mindst én uaflåst dør i beboerens bolig - har tvunget Middelfart Kommune til at lade døren til Jonas Høj Jensens lejlighed være ulåst.

- Vi frygter, at det ender fuldstændig fatalt, siger moderen Dorte Høj Jensen.

- Når han er i mørkt humør kan han finde på at stikke én på skrinet, siger faderen Steen Høj Jensen.

 

 

Derfor skal låse skal fjernes

Påbuddet om at fjerne låse kommer efter et socialt tilsyn og begrundes med, at antallet af dokumenterede magtanvendelser over for Jonas Høj Jensen er faldet.

Men det er en fejlagtig dokumentation, mener familien, der påpeger, at netop låste døre har været med til at forhindre Jonas Høj Jensen i at reagere voldsomt over for andre.

Det samme mener Middelfart Kommune.

- I og med dørene har været låst, er der ikke den dokumentation, siger Lene Chortsen Isak, social- og velfærdschef.

S mener, det kan lade sig gøre

Lene Høj Jensen håber nu på, der kan blødes op på de stramme regler i forhold til sønnen.

- Han skal passes meget, meget på, siger hun.

 

 

På Christiansborg mener Socialdemokraternes Trine Bramsen godt, at det kan lade sig gøre.

- Det handler om, at der skal være en dispensations-mulighed i de sager, hvor det giver mening, at man låser dørene. Der er kun ganske få af dem. Jeg kender kun denne her, siger Trine Bramsen.

Må ikke frihedsberøve borgere

Men i en mail til TV 2-nyhederne siger børne- og socialminister Mai Mercado (K), at selv om hun forstår familiens frustrationer, er hun godt tilfreds med den politiske aftale, der er indgået på området - en aftale, som alle partier undtagen Enhedslisten (EL) står bag.

I november sidste år kunne TV 2 fortælle historien om Henriette Spenglers 21-årige søn Andreas, der har Downs Syndrom og er udviklingshæmmet.

Han bor på et bosted i Hedensted, og hans mor Henriette Spengler fra Fredericia kæmper for at få lov til at låse dørene til hans skabe. Ellers kan den 21-årige finde på at rive tøjet ud af skabene, smide det i toilettet, tisse på det eller kaste det rundt på arealet uden for bostedet. 

Derfor håber Henriette Spengler på, at sønnens skabe på bostedet bliver låst, så han ikke har adgang til at tage tøjet ud. 

Problemet er bare, at det må man ikke, da man ifølge loven ikke må frihedsberøve borgere. 

Oversigt

    Oversigt