Mand dræbt i ulykke med bil, lastbil og campingvogn

En rumænsk lastbilchauffør er anholdt og sigtes for uagtsomt manddrab.

En 67-årig mand fra Sydfyn har tirsdag mistet livet i en trafikulykke.

Ulykken fandt sted på den sønderjyske motorvej syd for afkørsel Kliplev.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Politiet fik en anmeldelse klokken 12. 

- Det tyder på, at en rumænsk lastbilchauffør var uopmærksom. Han overså, at trafikken foran ham var gået i stå og påkørte en mindre dansk personbil med et ægtepar, skriver politiet.

Bilen med ægteparret blev skubbet op i en foranholdende tysk bil med campingvogn - og det var her, at den 67-årige, der sad i den danske bil, blev dræbt.

Lastbilchauffør anholdt

Lastbilchaufføren er anholdt og sigtes for uagtsomt manddrab. Der er ikke mistanke om kørsel i påvirket tilstand.

Bilinspektøren undersøger nu de nærmere omstændigheder ved ulykken. Det tyske par samt ægtefællen til den dræbte er kørt på sygehus til behandling for chok.

Oversigt

    Oversigt