For mange opkald til lægevagt: Disse problemer bør du ikke ringe med

Lægevagten i Region Syddanmark oplever i stigende grad, at personer henvender sig med sager, der ikke er akutte.

Receptfornyelser på p-piller, hovedpinepiller eller hæmoridecreme. Eller måske bare en fodsvamp, der driller lidt. Det er nogle af de ting, som Region Syddanmark oplever, at borgerne henvender sig med.

Sagerne, der ikke er akutte, risikerer at skabe længere ventetid i telefonerne. I værste tilfælde risikerer opkaldene at blokere for akutte opkald.

Region Syddanmark sætter nu gang i en kampagne, der skal få borgerne i regionen til i højere grad at bruge deres egen læge i stedet for at ringe til lægevagten.

- Vi oplever også, at folk i en vis udstrækning ringer med ting, som ikke er akutte. Det kunne for eksempel være et udslæt, de har haft i flere dage, eller ondt i ryggen gennem en uge, siger Ole Holm-Thomsen, der er vagtchef ved lægevagten i Region Syddanmark.

Ofte drejer det sig om forglemmelser

En af de hyppigste henvendelser, som akuttelefonen modtager, er fra borgere, der har glemt at få deres recept på enten p-piller, smertestillende eller mod mavesyre fornyet.

Selvom borgernes henvendelse ikke betragtes som akut, så vælger lægevagten alligevel at forny mange af recepterne.

I 2016 fornyede de eksempelvis 2006 recepter på p-piller, 1247 recepter på Panodil og Kodimagnyl og 313 receptfornyelser på stofskifte-medicin. 

- Det drejer sig helt overvejende om forglemmelser. Man glemmer simpelthen at få fornyet sin recept, og så bruger man lægevagten til at få det gjort. Det er selvfølgelig ærgerligt, at den type opkald spærrer for de mere akutte. Hvis man for eksempel sidder med en lungebetændelse, så er det ikke sjovt at sidde i en lang telefonkø, fordi der er nogle, der skal have fornyet en recept, som de kunne have fået fornyet ved deres læge, siger Ole Holm-Thomsen.

 

Vigtigt at sætte fokus på

Formanden for Region Syddanmarks sundhedssamordningsudvalg, Tage Petersen (V), mener, at det er vigtigt at sætte fokus på, hvordan borgerne bruger lægevagten.

- Det handler om at udnytte lægeressourcerne bedst muligt. Vi har mangel på praktiserende læger i dele af Region Syddanmark. Det kniber også med at få besat vagterne i vagtlægeordningen, fortæller han.

Samtidig forklarer han, at hensigten med lægevagten er, at man skal kunne få hurtig hjælp, hvis man er akut syg, ens sygdom er forværret, eller man er kommet til skade.

- Desværre ser det ud til, at lægevagten af og til bliver brugt som en slags erstatning for egen læge, fordi man glemmer at forny recepter eller ikke lige når det. Og det er både dyrt for samfundet og uhensigtsmæssigt for de borgere, der har brug for akut hjælp.

Formanden medgiver, at de ansatte ved akuttelefonen indtil nu har udskrevet recepter og på den måde selv været skyld i at ordningen blev 'misbrugt':

- Det er derfor, at vi nu sætter fokus på det i en ny kampagne. Det er en tendens i hele samfundsudviklingen, at fok vælger den lette udvej uden at tænke over konsekvenserne af de ressourcer, der bliver brugt, siger formanden.

For at undgå flere henvendelser om receptfornyelse har akuttelefonen nu indtalt en besked, der fortæller, at henvendelser vedrørende receptfornyelse skal rettes til egen læge.

Telefonbeskeden giver færre opkald

Den nye velkomstbesked hos lægevagten har allerede mindsket antallet af lægevagtskonsultationer vedrørende receptfornyelse med cirka 4000 målt på to to-måneders perioder fra henholdsvis før og efter beskeden blev indført.

Håbet er, at den nye kampagne kan medvirke til at bringe antallet af ikke-akutte opkald yderligere ned.

- Vi appellerer til, at man sørger for at kigge efter om det nærmer sig slutningen på pakken, så man kan nå at kontakte sin egen læge og få fornyet sin recept. Fuldstændig som man kigger på sin benzinmåler i bilen og tanker i tide, siger Ole Holm-Thomsen.

Om Region Syddanmarks lægevagt

 

Oversigt

    Oversigt