Med over 24 graders varme bliver mandag en sen sommerdag i det fynske

Mandag bliver Fyn delt, når det kommer til vejret. Sommervarmen strømmer frem mod det vestlige Fyn, og kan give os årets 72. sommerdag.

Selv om vi nu er inde i efterårets første måned, kan det stadig være rigtig sommervejr.

Efter en weekend, som man kunne nyde med sensommerligt vejr og over 20 grader, sætter varmen ekstra trumf på, og mandag kan temperaturen på Fyn stige til over 24 grader.

Over 24 grader nogle steder på Fyn

Det er varm luft fra Øst- og Mellemeuropa, der skyder op over Danmark, som giver den sommerlige varme.

Der hænger fra morgenstunden skyer over den sydlige del af landet, som langsomt bevæger sig mod nord og vest, så det i løbet af formiddagen klarer op de fleste steder. Dermed er der lagt op til en solrig dag i stort set hele landet.

Mandag kan man tale om at ikke bare Danmark er delt op, når det kommer til vejret. Men også Fyn er delt. Østfyn får en solrig sommerdag med helt op til 24 grader enkelte steder, hvor den vestlige del af øen får det lidt koldere. 

Prognose: Så varmt ventes det at blive mandag klokken 16. 
Prognose: Så varmt ventes det at blive mandag klokken 16. 
Foto: TV 2 VEJRET

September er den nye sommermåned

Sommervarme i september er de seneste år blevet mere reglen end undtagelsen. Selv om vi sidste år ikke fik en sommerdag i september, har vi de seneste små 20 år i flere omgange oplevet sommervejr langt ind i september med varmegrader, man kun tør drømme om - selv midt på sommeren.

Siden år 2000 har vi 13 gange haft sommerdage i september.

Senest var i 2016, hvor vi med 29,9 grader fik den højeste temperatur i september siden 1947, og i 2011 havde vi sågar sommervarme ind i oktober - på den seneste sommerdag i dansk vejrhistorie. Det var den 1. oktober 2011, hvor der blev målt 26,9 grader i Store Jyndevad i Sønderjylland.

Sensommerligt vejr fortsætter

Det sensommerlige vejr med temperaturer over 20 grader kan nydes nogle dage endnu.

Først i løbet af torsdag eller fredag vil fronter fra vest trænge ind over Danmark med regn og byger. Indtil da forbliver det varmt for årstiden. 

Vejret de kommende fem døgn.
Vejret de kommende fem døgn.
Foto: TV 2 VEJRET

Oversigt

    Oversigt