Mildt og blæsende vejr over Danmark - men vinterlig kulde er på vej

Regn og blæst med vindstød op til stormstyrke torsdag og fredag afløses i løbet af weekenden af mere vinterligt vejr med slud- og snebyger.

Det er en god idé at sikre sig, at lyskæden sidder ordentligt fast på træet ude i haven, og at granguirlanderne kan tåle mosten, når en kraftig blæst rammer Fyn og resten af landet torsdag og fredag. 

Vindstødene kan flere steder nå op nær stormstyrke. Det hele skyldes et kraftigt lavtryk, som først skal give skotterne storm og siden også nordmændene masser af regn og sne.

Op nær 10 grader - men mærkbart koldere til weekenden

Samtidig kommer temperaturerne i den lune sydvestenvind helt op i underkanten af 10 grader herhjemme, så det er meget mildt vintervejr, vi går i møde de kommende par døgn.

Forventede temperaturer onsdag eftermiddag den 6. december 2017.
Forventede temperaturer onsdag eftermiddag den 6. december 2017.
Foto: TV 2 VEJRET

Til gengæld bliver det markant koldere, når lavtrykkets koldfront har passeret landet, og det betyder, at temperaturerne gradvist falder hen over weekenden, og at bygerne, som vil strømme ind over landet fra vest og nordvest, vil blive med både slud og sne.

Selvom vinden kommer fra vestlige retninger, er luften som sådan af polar oprindelse, og det betyder, at det vil blive koldt nok til vinterlige byger.

Når vi når frem til mandag, vil der være nogle steder i landet, hvor temperaturerne end ikke midt på dagen kommer over frysepunktet, og om natten kan vi i de indre dele af landet let komme ned omkring fem graders frost.

Forventede temperaturer mandag middag den 11. december 2017.
Forventede temperaturer mandag middag den 11. december 2017.
Foto: TV 2 VEJRET

Køligt decembervejr kan fortsætte frem mod jul

Det generelt kølige decembervejr med dagtemperaturer lige over frysepunktet og slud eller sne i perioder ser ud til at kunne fortsætte i al fald en uges tid.

Det er dog endnu for tidligt at spå specifikt om julevejret, men sandsynligheden for en kold jul virker i år større end normalt.

 

Du kan se onsdagens vejrudsigt her under:

\n     

 

 

Oversigt

    Oversigt