Odense har klar målsætning, selvom semifinalen er sikret

Odense Håndbold er som det første hold klar til semifinalerne. Alligevel planlægger topholdet at køre på i de næste kampe.

Uden flere profiler buldrer Odense Håndbold af sted, og det har klubben tænkt sig at blive ved med at gøre, selvom semifinalepladsen allerede er sikret.

Efter tirsdagens 40-32-sejr over København fortæller både træner Jan Pytlick og flere af spillerne, at det er holdets klare mål at rydde bordet i slutspillet.

- Det er kampe, som vi først og fremmest skal vinde. Vi vil gerne være 1’ere i puljen, lyder det fra træner Jan Pytlick.

Hvis Odense, der også vandt grundspillet, sikrer sig førstepladsen i slutspillets pulje et, skal holdet møde nummer to fra den anden slutspilspulje.

- Jeg tror ikke, at vi skal spare spillere, tilføjer Kamilla Larsen til TV 2 SPORT.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at vi får brugt alle de spillere, vi har. Jeg synes egentlig, at vi har været ret gode til at få mange spillere i gang i de her kampe, og det har vi brug for. Jeg tror også, at det sådan, vi kan slå de sidste hold i semifinaler og finaler.

Nogenlunde det samme siger landsholdsprofilen Stine Jørgensen. Hun vil også vinde de sidste kampe, ligesom hun ser en vis disponering af kræfterne som et godt middel til at stå bedst muligt.

Samtidig understreger hun, at Odense stadig er langt fra det overordnede sæsonmål, selvom semifinalepladsen er sikret.

- Jeg jinxer ingenting, for jeg har prøvet en del gange at have spillet rigtig godt op til, og så spiller man ikke særlig godt de sidste kampe. Vi ved godt, at selvom vi spiller godt i dag, så er der lang vej til, at vi er færdige, siger Stine Jørgensen.

De to spillere nævner også, at de sidste tre slutspilskampe skal bruges på at finpudse dele af spillet både offensivt og defensivt.

Odense Håndbold er det eneste hold, der har maksimumpoint i de to slutspilsgrupper. Klubbens sidste kampe i slutspillet er:

Ude mod Nykøbing Falster, 10. april
Hjemme mode TTH Holstebro, 16. april
Hjemme mod København, 22. april

Oversigt

    Oversigt