Op til 25 grader i dag - bare ikke på Fyn

Med op til 25 graders varme kan vi onsdag få årets ottende sommerdag. På Fyn bliver det dog noget køligere.

Hvis man ikke allerede har fundet de korte bukser, den kortærmede t-shirt og solcremen frem, så kan man roligt gøre det onsdag.

Sommervarme strømmer nemlig op over landet fra sydøst, og det vil give os den første meteorologiske sommerdag i landet siden den 19. juni.

Her fra morgenstunden skinner solen fra en skyfri himmel mange steder i landet – og det vil den blive ved med resten af dagen. Enkelte steder er der fortsat skyer på himlen, og det er kun i det nordligste Jylland, at man måske skal trækkes med dem en større del af dagen.

Ellers venter der en smuk – og varm sommeronsdag – med temperaturer, der i dagens løb stiger til mellem 20 og 25 grader mange steder.

Varmest ser det ud til at blive i den sydlige del af Jylland, hvor man for eksempel i Esbjerg kan nå 25 eller måske endda 26 graders varme, ligesom det også vil være varmt over den vestlige del af Jylland.

Omvendt vil det være køligere ved kyster med pålandsvind, hvor temperaturen ikke kommer meget over 20 grader.

Torsdag fortsætter det varme vejr, men en front med regn- og tordenbyger bevæger sig i dagens løb ind over landet fra vest, og sætter en midlertidig stopper for sommervejret. 

     

Oversigt

    Oversigt