P-vagter kan ikke udskrive bøder - uddeler postkort i stedet

Kerteminde har ikke haft parkeringsvagter siden 2016, og på grund af tekniske problemer, bliver de udskudt endnu længere endnu.

I Kerteminde på Nordfyn har der i tre år ikke været én eneste parkeringsvagt ansat. Man har derfor kunnet parkere, som man vil, uden at få en bøde for det.

Nu har kommunen ansat to p-vagter, men på grund af tekniske problemer kan de endnu ikke udskrive bøder, skriver Fyens.dk.

Derfor har de den seneste måned i stedet sat postkort i bilernes forruder, der venligt men bestemt beder ejeren om ikke at parkere ulovligt i fremtiden.

Problemet er ifølge ingeniør ved Kerteminde Kommune Peter Bundgaard, at leverandøren af parkeringsvagternes terminaler skal programmere dem til at samarbejde med kommunens systemer. Og den process er blevet forsinket.

- Det tager simpelthen tid at få terminalerne til at snakke med vores system. Vi har måske været lidt optimistiske, men vi vil gerne blive synlige i gadebilledet så hurtigt som muligt, siger han til TV 2.

Postkortene er nu blevet delt ud i lidt over en måned, men Peter Bundgaard tør endnu ikke spå om, hvornår parkeringsvagterne vil være i stand til at uddele rigtige parkeringsafgifter.

Postkort har hele tiden været planen

Ifølge chefen for kultur, fritid og faciliteter i Kerteminde Kommune, Christian Barding, har det hele tiden været planen kun at uddele postkort i opstatsfasen som del af en informationskampagne.

- Vi ville gerne starte med bare at informere borgerne om, at de nye regler træder i kraft. Men da vi skulle i gang med at udstede bøder, opstod de tekniske udfordringer, fortæller han til TV 2.

Og selvom borgerne i den nordfynske kommune ikke må have penge ud af pungen, hvis de parkerer ulovligt, mener Christian Barding stadig, at postkortene har en effekt.

- Jeg tænker, at folk parkerer pænere. Selvfølgelig er der nogle, der får et postkort fem gange, og så fortjener de jo en bøde, når vi når dertil. Men der er også dem, som får et enkelt postkort, og så retter til, siger han.

Men selvom der i årevis ikke har været nogen økonomisk konsekvens ved at holde udenfor stregerne, er parkeringen ifølge Christian Barding alligevel forløbet i god ro og orden.

- Der har været en lidt laissez faire tilgang til parkeringen. Men borgerne i Kerteminde er ansvarlige, og har parkeret hvor det lige passede bedst med respekt for færdselsreglerne, fortæller han.

Bødefri i tre år

Siden Fyns Politi i 2016 stoppede parkeringskontrollen i øens kommuner, har der ikke været parkeringskontrol i Kerteminde.

Mens resten af Fyn selv oprettede parkeringskontrol, lykkedes kommunen i Kerteminde aldrig med at blive enige om, hvem der skulle stå for at uddele bøderne, eller hvordan det skulle foregå.

Derfor er Kerteminde den eneste kommune på Fyn, hvor borgere og besøgende stadig ikke kan få en parkeringsbøde.

Oversigt

    Oversigt