Regeringen vil have mere kontrol med 'Europas Las Vegas'

Danske kommuner tjener millioner på hurtige og romantiske bryllupper mellem udlændinge. Men regeringen vil gribe ind overfor proforma-ægteskaber.

Bryllupper med udenlandske brudepar er blevet en stor og indbringende forretning for en række danske kommuner. I forhold til resten af Europa kan de danske kommuner tilbyde bryllupper rekordhurtigt og med et minimum af papirarbejde.

Tønder har for eksempel fem fuldtidsbeskæftigede giftefogeder, der sidste år viede 1.800 udenlandske par.

På Ærø er antallet af vielser af udenlandske ægtepar steget eksplosivt fra 125 vielser i 2006 til 4600 i 2017.

Og i Sønderborg Kommune har man haft langtidsledige til at optræde som lovpligtige vidner til de mange bryllupper.

Men nu vil regeringen stramme reglerne for den blomstrende bryllupsindustri.

'Ingen bagdør'

Både regeringen og den internationale politienhed Europol er nemlig bekymrede for, at de lempelige danske regler bliver misbrugt til proforma-ægteskaber, der skaffer mænd eller kvinder fra resten af verden uberettiget opholdstilladelse i EU.

- Danmark skal ikke bruges som en bagdør til at kunne skaffe sig ophold i Europa, siger Børne- og Socialminister Mai Mercado (Kons.).

Regeringen vil derfor oprette en central kontrolenhed, der skal kontrollere de udenlandske ægtepars papirer.

Det arbejde har de enkelte kommuner hidtil klaret selv, og kommunerne frygter, at en central kontrol vil gøre papirarbejdet alt for langsommeligt. 

 

Borgmestre på Christiansborg

For kommunerne er sagen så vigtig, at borgmestrene fra fire af de største bryllupskommuner - Ærø, Langeland, Fanø og Tønder – torsdag havde taget turen til Christiansborg for at tale deres sag.

- Vi mener faktisk, vi er gode til myndighedsarbejde. Det er os, der forvalter de fleste af de offentlige midler. Det har man tillid til. Hvorfor kan man ikke have tillid til kommunerne i den her sag?, spørger Ole Wej Petersen (Soc.dem), der er borgmester på Ærø.

Og hans kollega fra Tønder Kommune frygter, at central kontrol vil få bryllupsturisterne til at holde sig væk.

- Det vil blive væsentligt mere bureaukratisk og tidskrævende. Det gør også, at man ikke får folk til at rejse til Tønder for at blive viet, siger Henrik Frandsen (Venstre), der er borgmester i Tønder.

Det vil være en alvorlig bet for en kommune som Tønder, hvor bryllupperne en stor forretning. Byens hoteller, restauranter, guldsmedebutikker og blomsterhandlere tjener årligt omkring fem millioner kroner på de tilrejsende brudepar.

Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), er dog meget tilfreds med besøget.

- Jeg synes, det gik rigtig godt. Der var mødt mange op i udvalget, og de var meget lyttende, da vi fremlagde vores synspunkter. Men nok så vigtigt, var de efterfølgende meget kvalificeret spørgende. Det vil sige, at de havde sat sig godt ind i stoffet, forklarer Tonni Hansen.

Europas Las Vegas

Alene torsdag blev 21 udenlandske par gift i Tønder. Blandt de mange brude var Daria Stoliar fra Israel, der var blevet lokket hertil af Danmarks ry som et ukompliceret sted at blive gift.

Det kræver bare et pas, gyldige opholdspapirer og en attest der viser, at du ikke er gift i forvejen.

Og så et gebyr på 850 kroner.

Så kan en vielse i Danmark arrangeres på helt ned til ti dage.

- Danmark er lidt kendt som en slags europæisk Las Vegas. Så det er fint at komme her, hvis du virkeligt ønsker at blive gift og ikke ønsker alt for mange problemer, siger Daria Stoliar.

Oversigt

    Oversigt