I det fynske folks tjeneste

Rektor trodser kommune - inviterer udviste piger tilbage i skole

De to somaliske søstre Roda og Roweyda Abdisalan Hussein, som skal udvises af Danmark, er blevet smidt ud af skolen af Nyborg Kommune.

Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium Foto: TV 2 FYN

I samarbejde med TV2.dk

Rektor på et fynsk gymnasium trodser nu Nyborg Kommune, som i fredags smed to somaliske søstre Roda og Roweyda Abdisalan Hussein ud af deres 10. klasse på Nyborg Gymnasium, fordi søstrene og deres familie efter tre års ophold i Danmark er blevet udvist. Det skriver fyens.dk.

- Jeg synes det er uretfærdigt. Så med bestyrelsens opbakning har jeg sagt, at pigerne bare skal fortsætte deres skolegang. Og de er flittige og dygtige, så de har passet deres skole siden tirsdag, siger Henrik Vestergaard Stokholm, rektor på Nyborg Gymnasium, til TV 2.

Læs også Trods elevflugt: Maja er glad for lokalt gymnasium

Han siger, han endnu ikke har oplevet en reaktion fra kommunen.

- Men vi er centrum for flere uddannelser her, så hvis kommunen stopper betalingen for pigernes skolegang, finder vi bare en anden kasse, siger Henrik Vestergaard Stokholm.

Rektor: Man har ikke set på børnenes tarv

Han kalder kommunens beslutning om at stoppe pigernes skolegang urimelig. Ifølge Fyens.dk har familien som sidste udvej for at kunne blive i Danmark, søgt asyl for familiens børn, blandt dem de to 16-årige søstre.

- Behandlingen af den asylsag kan tage ét år. Og så sætter man børnene i en situation, hvor de ikke ved, hvad der skal ske. Det siges, man passer på børnene i Danmark, men jeg synes ikke, man har set på børnenes tarv i den her sag, siger Henrik Vestergaard Stokholm.

Familien Abdisalan Hussain har boet i Danmark i tre år, men ifølge fyens.dk har familien nu i lighed med flere andre somaliske familier fået besked på at forlade landet - derfor har man som sidste udvej søgt asyl for børnene.

- Jeg er kun 16

Ifølge den ene af søstrene, Ruweyda Abdisalan Hussain, kom det som et chok, da de fredag blev beordret til at stoppe i skolen med omgående virkning.

- Jeg er kun 16 år. Det giver mig stress alt det her og gør mig forvirret. Og det roder op i nogle dårlige minder, fra da vi kom, siger Ruweyda Abdisalan Hussein til fyens.dk.

Hendes lillesøster Roda er lige fyldt 16.

Læs også Rektor trækker på smilebåndet over elevernes P-kaos

Gymnasiet vil også starte en indsamling blandt borgerne i Nyborg, så familien kan blive boende og flytte på asylcenter, mens børnenes sag behandles.

- Jeg er blevet bekendt med, at familien formentlig kan blive boende i deres nuværende hjem, hvis de kan betale huslejen. Så vi arbejder på at få lavet en indsamling via civilsamfundet, som kan hjælpe familien økonomisk, så de undgår at flytte på asylcenter og rejse fra byen, siger Henrik Vestergaard Stokholm til fyens.dk.

Borgmester: Ikke noget valg

Kenneth Muus (V), borgmester i Nyborg Kommune, siger til TV 2, at kommunen ikke havde noget valg - men var nødt til at beordre de to søstre til at stoppe i skolen.

- Vi er som kommune nødt til at overholde dansk lovgivning, uanset om vi er enige i den eller ej, siger Kenneth Muhs.

Han siger dog også, at Nyborg Kommune ikke har planer om at stoppe pigernes skolegang igen.

- Nyborg Gymnasium er en selvejende institution under staten og kan gøre som de vil, siger Kenneth Muhs.