I det fynske folks tjeneste

Se videoen: Så farligt er det at køre lovligt på elløbehjul

Det er svært at overholde de basale regler i færdselsloven på et elløbehjul, advarer Rigspolitiet.

I samarbejde med TV2.dk
00:55

Det er svært at overholde de basale regler i færdselsloven på et elløbehjul, advarer Rigspolitiet. Video: TV 2

Det fik mandag Rigspolitiet til at råbe op omkring det trafikale paradoks, når elløbehjulene udlejes i flere store danske byer.

Læs også Må man køre på fortovet: Kender du reglerne for el-løbehjul?

- Det er ret basale regler, som er forholdsvis svære for brugerne at overholde: At række hånden ud, når man skal dreje og hånden op, når man skal standse, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

De to studerende Jonas Flyger og Louis Howard Jespersen har i de københavnske gader testet for TV 2 Nyhederne, hvor svært det egentlig er. De har begge erfaring med at stå på elløbehjul, men husker ikke altid at signalere i trafikken.

- Jeg havde sygt svært ved at holde balancen, lød det efterfølgende fra Jonas Flyger, der hurtigt måtte støtte med begge hænder og en fod på jorden, mens vennen uddybede, hvorfor det kan gå galt, når man skal slippe styret:

- Man skal både huske at bremse med venstre hånd, og så kommer der noget modstand, og så skal man holde højre hånd op. Så har man svært ved at holde balancen.

- Jeg rækker ikke hånden op

Samtidig foretog TV 2 Nyhederne en stikprøve for at se, hvor mange danskere og turister der faktisk overholder reglerne på elløbehjul.

I et trafikeret kryds i København kørte i alt 20 personer forbi på elløbehjul i tidsrummet, og her glemte tre ud af fire at signalere, når de skulle stoppe eller dreje.

- Det er svært at gøre, så det bliver sikkert, lød det fra elløbehjulsbrugeren Søren Boysen, mens flere turister bakkede ham op.

Politiet ønsker dog, at man både kører sikkert og overholder færdselsreglerne, og derfor lyder opfordringen fra dem:

- Lær at køre på løbehjulet. Sørg for, at du kan overholde færdselsloven, når du kører på løbehjulet. Og så kan du bevæge dig ud i trafikken.

Elløbehjulene er en del af en forsøgsordning, der løber året ud. Man skal være minimum 15 år for at køre på de eldrevne løbehjul.