Solrig og varm lørdag kan ende i et brag

Kalenderårets sidste sommerdag bliver en oplagt stranddag – dagen efter begynder efterårsvejret.

Lørdag tager vi ifølge kalenderen afsked med sommeren, og det kommer i vid udstrækning også til at gælde vejrmæssigt. I hvert fald i den vestlige del af landet, og det er med at få udnyttet, lyder det fra meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

- Det kan være årets sidste chance for en stranddag. Generelt kommer temperaturen til at ligge på 23 og helt op til 28 grader, og vandet er stadig varmt, så man kan sagtes tage til stranden. Bliver det 25 grader igen om fjorten dage, vil vandet være koldt, siger han.

Lørdag aften kan der opstå byger ud på aftenen og natten, og det kan blive med torden og skybrud enkelte steder.

Bygerne vil dog først sætte ind efter solnedgang, hvor de fleste nok har trukket indendørs.

Lørdag kommer der høje temperaturer, men allerede i løbet af aftenen sætter efteråret ind.
Lørdag kommer der høje temperaturer, men allerede i løbet af aftenen sætter efteråret ind.
Foto: TV 2

Søndag er 1. september og dermed efterårets første dag, og sådan vil det også føles i Vestdanmark.

- Det bliver en søndag, hvor man især i Jylland står op til noget af et chok. Det bliver et helt andet vejr end lørdag. Temperaturen falder fem til syv grader, så det bliver noget af en kontrast, forklarer Andreas Nyholm.

Helt så stort bliver skiftet ikke på Sjælland og Bornholm. Her får sommeren lov til at trække lidt ind i efteråret.

Østdanskerne står op til en temperatur tæt på 20 grader, og lokalt i København og Nordsjælland kan det komme op på 24-25 grader, mens det på Bornholm kan blive helt op til 27 grader.

Generelt kommer der markant flere skyer søndag end lørdag, og der er også risiko for kraftige byger.

Oversigt

    Oversigt