I det fynske folks tjeneste

Stærekasser blitzer redningsfolk på stribe - og det koster tid

De nye fartkontroller kan ikke skelne mellem udrykning og almindelige biler. Det koster både tid og bekymringer for ambulancer og brandbiler.

I samarbejde med TV2.dk

Alene i Region Syddanmark, hvor Ambulance Syd kører ambulancer, har man på tre måneder skulle behandle 60 sager, hvor ambulancer er blevet blitzet af en stærekasse. Foto: Alexander Aagaard

Stærekasserne langs vejene fanger fartsyndere, men de skaber store problemer for ambulancer og brandbiler. Redningsfolk bliver nemlig også blitzet, når de kører for stærkt med udrykning, og det koster både tid og bekymringer for beredskaberne, der må bruge timevis på at få bøderne annulleret i systemet.

Det fortæller DR Nyheder.

Alene i Region Syddanmark, hvor Ambulance Syd kører ambulancer, har man på tre måneder skulle behandle 60 sager. Men problemet er ikke kun syddansk, mener Danske Beredskaber.

- Det er et landsdækkende problem, og vi møder stærekasser rigtig tit. Med tanke på, at der måske kommer flere, er det noget, vi bliver nødt til at tage stilling til fremadrettet, siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef til DR Nyheder.

Kæmpe tidsspild

Der er 20 stærekasser på 11 placeringer i Danmark. Men ofte står de ved indfaldsveje til blandt andet sygehuse, så udrykningskøretøjer bliver ofte blitzet. Det administrative arbejde tager hurtigt en del tid, mener Danske Beredskaber.

Læs også Trods stærekasser: Der køres fortsat meget hurtigt på Bogensevej

- Det kan nemt kan tage en time til halvanden per bøde, og hvis du så ganger det op med de 40.000 kørsler, det danske brandvæsen har årligt, bliver det til en del timer, siger Bjarne Nigaard til DR Nyheder.

Hos Ambulance Syd har man behandlet 60 sager på tre måneder. Alle sager er blevet annulleret, men det koster en del mandetimer hos vagtcentralen at få udredt bøderne.

- Derfor ville vi ønske, at der var en teknisk løsning, der gjorde, at man kunne skille udrykningskøretøjerne fra, siger driftschef Allan Mose til DR Nyheder.

"Bøvl"

Samme ønske kommer fra Sydvestjysk Brandvæsen.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi hver gang skal igennem det her administrative bøvl for at komme af med de her bøder igen. Det er en utryg ventetid for mine medarbejdere, siger beredskabschef Jens Mølgaard DR Nyheder.

Læs også Trafikkontrol: Nu kan fynsk stærekasse fange dig

Stærekasserne er et pilotprojekt mellem Vejdirektoratet og Rigspolitiet. Det er Vejdirektoratet, der står for placeringen af vognene, at udstyret fungerer, og at billederne bliver sendt til politiet. Det er herefter Rigspolitiet, der sender bøderne ud.

Politiet forstår frustration

Derfor skal ændringerne i stærekasserne være et samarbejde, fortæller Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

- Når der er tale om pilotprojekter, så vil der opstå uhensigtsmæssigheder, og dem skal vi tage hånd om sammen med Rigspolitiet, så vi får lavet noget, der er smidigere end i dag, siger hun til DR Nyheder.

Læs også Odense glæder sig til at få stærekasse

Det bakker man op om i Rigspolitiet, hvor man forstår beredskabernes frustration over systemet.

- De bruger mange ressourcer på at redegøre for, hvem der kører, hvornår de kører og hvorfor, så det kan jeg sagtens forstå. Det er noget, vi er opmærksomme på, det er noget, vi tager til os, og det er noget, vi sammen med Vejdirektoratet finder en løsning på, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Det Nationale Færdselscenter til DR Nyheder.