Telefonsælgere fortalte om dreng med leukæmi - men han findes ikke

Kræftlæge slår fast, at Foreningen for Danske Kræftramte Børn har opfundet en kræftsyg dreng.

Operation X har fået fat i en lang række af Foreningen for Danske Kræftramte Børns salgssamtaler med danske virksomheder. I flere af dem fremhæver telefonsælgerne en 12-årig dreng, der hedder Jakob, som skulle være ramt af leukæmi, og som foreningen har hjulpet med at komme til Japan for at få behandling.

Her i artiklen kan du høre udklip fra seks forskellige telefonsamtaler, hvor historien om Jakob bliver brugt på forskellige måder. 

- For det første vil jeg sige rigtigt mange tak for din generøse donation sidste år. Vi fik fyldt kræftafdelingerne op med legetøj, så de unge har noget at hygge sig med. Vi gik også ind og fik en lille dreng på kun 12 år, der hedder Jacob. Han skal til Japan her i midten af januar måned, så han kan få behandling mod hans leukæmi i hjernen.

Og det er tydeligt i samtalerne, at historien om den kræftsyge dreng, får de danske virksomheder i den anden ende af røret til at donere.

- For det første så vil jeg jo rigtig gerne takke rigtig mange gange på mine vegne og på børnenes vegne for den hjælp, du gav sidste år. Én af de mest fantastiske ting vi nok har realiseret, det er jo nok, at vi har sendt den her lille dreng på 12 år, der hedder Jakob, til Japan for at få behandling mod hans leukæmi i hjernen. Fordi vi har ikke nogle behandlingsmuligheder for det herhjemme i Danmark. Og det kan man jo sige, det er helt fantastisk at have realiseret det. Og det er derfor, vi også ringer til dig igen i år, for her i år har vi tænkt os at lægge lidt mere fokus på nemlig at sende de her børn til behandlinger i udlandet, fordi nu har vi fundet ud af, hvis vi kan realisere at få sendt ét barn af sted, så kan vi også realisere at sende 10 børn af sted.

- Ja, selvfølgelig da.

-Og det er derfor jeg vil høre dig Johnny, om du kunne tænke dig at støtte op om vores forening igen i år?

-Ja, ja selvfølgelig.

Jakob findes ikke

Men historien er ikke sand, for kræftpatienten Jakob findes ikke. Det slår Thomas Frandsen, der er overlæge på Rigshospitalets børnekræftafdeling, fast.

- Patienten findes ikke. Ingen af de fire danske børnekræftafdelinger kender til en patient med navnet Jakob, der er blevet sendt ud af landet for at blive behandlet for leukæmi.

Jakob findes ikke i databasen

Rigshospitalet har en særlig database over alle tilfælde af leukæmi i Danmark og i resten af Norden, derfor er overlægen fuldstændig sikker på, at historien om Jakob er fiktiv:

- Hvis man har fået stillet diagnosen leukæmi, så findes man i vores database, og det gør han ikke, siger Thomas Frandsen. 

Danmark er førende

I flere samtaler fortæller telefonsælgerne også, er at drengen Jakob ikke har nogen behandlingsmulighed i Danmark.

- Vi vil gerne realisere nogle oplevelser for de børn, der ligger indlagt inde på de danske kræftafdelinger. Men nærmest bedst af det hele, hvad der er sket i 2016, det er, at vi har sendt en lille dreng på kun 12 år der hedder Jakob til udlandet, så han kan få behandling mod hans leukæmi i hjernen, fordi der ikke er nogen behandlingsmuligheder for det hjemme i Danmark. Så det er jo helt fantastisk at have realiseret sådanne nogle ting.

- I har været med til at realisere nogle fantastiske ting her for foreningen. Min personlige favorit var jo, at vi fik realiseret at en lille dreng på kun 12 år, der hedder Jacob. Han skal til Japan her i slutningen af – midten af januar – lige der omkring og have behandling mod hans leukæmi i hjernen, fordi det har vi ikke nogle behandlingsmuligheder for her hjemme i Danmark.

- Nej.

- Så det er rigtigt fantastisk, at han skal derned, kan man sige. Det var fantastisk at komme på arbejde og få at vide.

Men det passer ikke, at Danmark ikke kan behandle børn med leukæmi.

- Der er ikke nogle steder i verden, hvor behandlingen for leukæmi hos børn er mere effektiv, end den er i Danmark, siger Thomas Frandsen.  

Jakob blev flittigt brugt

En tidligere telefonsælger for foreningen fortæller, at historien om den kræftsyge dreng blev flittigt brugt, når man skulle have danske virksomheder til at donere til Foreningen for Danske Kræftramte Børn:

- Det var salgsmetoden. Altså hvem ville ikke hjælpe en kræftsyg dreng med at blive helbredt i et andet land. Så det var vores yndlingscase, det var det virkelig, siger Elise Harritz. 

Hun har aldrig set ordentlig dokumentation for, om historien med Jakob skulle være sand, og hun fortryder i dag, at hun har været telefonsælger for foreningen.

Virksomhed gav 10.000 kroner og fik serveret løgnen om Jakob

Her er endnu en version af historien om Jakob - denne gang skal han behandles med cannabisolie. Sælgerne fortæller dette til virksomheden, der lige har sagt, at han vil donere 10.000 kroner til foreningen.

- Hvad tænker du, at du gerne vil støtte op med?

- 10.000

- Ja, det er et rigtigt flot beløb. Det er jeg superglad for. Det hjælper også helt vildt mange børn og unge.

- Det håber jeg...

 - ... Ja, det er helt sikker.

- ... At det kan gøre en lille forskel.

- Det er jeg glad for. Jeg kan fortælle dig, at sådan nogle projekter – vi var for eksempel her i sidste år sendte vi en 12-årig dreng, der hed Jacob til Japan, fordi det var det eneste sted han ligesom kunne blive behandlet med den her cannabisolie, som der bliver forsket rigtig meget i, og det er faktisk blevet muligt her i Danmark nu. Det er projekterne, vi skal jo kunne kurere så mange som muligt jo.

- Ja, det er dejligt at høre. Det sætter vi pris på.

Kombineret studietur og behandling 

Historien om Jakob, serverer telefonsælgerne i flere forskellige versioner. Nogle er mere fantasifulde end andre. For eksempel disse to, hvor Jakob nu skal på kombineret studietur og behandles for sin kræftsygdom i Japan.

- I øjeblikket, der har vi muligheden for at indløse ønsker på allerhøjeste hylde – det er lige, hvad de unge børn ønsker, som vi faktisk går ind og indfrier. Der har været en studieklasse som med deres skole skulle af sted. Og i den klasse har man én, som har den her sygdom, og for at vedkommende kunne komme af sted, så vil det kræve noget sygepleje og noget observation og alt sådan noget. Det gik man sammen med anden forening om og gik ind og støttede op omkring, og så tilbød man rent faktisk i samarbejde med nogle japanske læger derovre. Det vil sige, at vedkommende kom rent faktisk med sin studieklasse derovre med – hvad skal man sige – en fagligt uddannet omkring den sygdom her, så det rent faktisk kunne lade sig gøre.

- Ja.

- Og jeg ved, at vedkommende har fået det meget bedre, man er blevet klogere på nogle ting.

 - Det, det hovedsagligt går til – der er ikke noget hovedsagligt – der er mange ting. Det er alt, fra trivsel ude på stuerne til hvad børnene ønsker sig. Vi havde en som sendte et ønske om at komme med sin klasse til Japan. Det indvilligede vi det enkelte barn i og samtidg med, at de var i Japan – der var noget hjernesvulst – som de er rigtig gode på der. Der gav vi ham penge med, så han kunne få en behandling, imens han var der med en læge fra Danmark.

 Kan få konsekvenser

Thomas Frandsen er oprørt over, at en forening, der slår sig op på at hjælpe kræftsyge børn, lyver om noget så alvorligt.

- Det er skuffende og utroværdigt, og det undergraver hele børnekræftområdet. Det værste, der kan ske er, at indsamling af midler til forskning og til børnekræftfamilier bliver påvirket. Det vil være fantastisk ærgerligt for familierne og ødelægge det for forskningen. 

TV 2 har prøvet at indhente en kommentar fra Foreningen for Danske Kræftramte Børn - uden held. De har valgt ikke at deltage, skriver de i en udtalelse på deres hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt