I det fynske folks tjeneste

Tre læger har fået en ide: Taxaer skal hjælpe ved hjertestop

I Region Syddanmark kan ambulancerne være op til 21 minutter om at nå frem i yderområderne - nu har tre læger fået en ide til at løse problemet.

Taxaer - uanset om det er de traditionelle eller cykeltaxaerne - skal fremover kunne bruges ved hjertestop. Morten Hansen, der er direktør i Faaborg Cykeltaxa, har allerede en hjertestarter om bord og har haft brug for den én gang. Foto: TV 2

I samarbejde med TV2.dk

Tre pensionerede læger fra Sydfyn har fået en god ide. De vil udstyre taxaerne med en hjertestarter for at sikre en hurtig reaktion på hjertestop.

Ideen er kommet efter Region Syddanmark har sparet flere akutlægebiler væk, så der går længere tid, før hjælpen når frem i yderområderne.

Lars Tougaard, der er pensioneret overlæge fra Faaborg Sygehus, fik sammen med to kolleger ideen om at placere hjertestartere i taxaerne.

- De er jo næsten altid i nærheden af folk i lokalområderne. Så de kan faktisk konkurrere med den gamle, dyre løsning med akutambulancer, siger Lars Tougaard til TV 2.

Taxachaufførerne håber nu også, at de kan redde liv i fremtiden. 

Læs også Nabo faldt om med hjertestop, så ringede alarmcentralen til Dorthe

- Vi er på gaden 24 timer i døgnet. Er vi i nærheden, vil vi gerne hjælpe, siger Martin Pedersen, der er formand i Faaborg Taxa, til TV 2.

- Taxaerne skal være gearet til det

I Faaborg er en ambulance i gennemsnit knap 10 minutter om at komme frem. Andre steder i Region Syddanmark er det værre. I Blåvand er det godt 18 minutter og i Bagenkop på Langeland knap 22 minutter.

Læs også Jørgen mistede Kirsten: Hylder cykeltaxi-helt i dødsannonce

Derfor kan hjertestarterne i taxaerne være en god ide, siger regionen, men:

- Man skal altså også ville det selv. Man er også nødt til at få afklaret, om taxasystemet er gearet til det. Hvad man f.eks. vil gøre, hvis man har en kunde, der skal nå et tog, lyder det fra Thyge Nielsen, der er formand for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark. 

Der er allerede en hjertestarter på hjul. Morten Hansen, som kører cykeltaxa i Faaborg, har haft en hjertestarter placeret i sin vogn i flere år. Han har brugt den én gang på en 72-årig kvinde med hjertestop. Dengang var ambulancen 18 minutter om at nå frem.

Også han synes godt om ideen med at få hjertestarteren ud i taxaerne.

- Hjertestarteren fortæller dig, hvad du skal gøre. Selv et barn kan betjene den, forklarer Morten Hansen, der er direktør i Faaborg Cykeltaxa, til TV 2. 

02:06

Da Johnny faldt om med hjertestop, var det kæresten, der reddede hans liv.

Luk video