Vandværk fyldt med sprøjtegift: Kommune undlod at informere borgerne

Veflinge Vandværk på Nordfyn har undladt at informere borgerne om sprøjtegift i vandprøver. Kommunen mener, de har håndteret sagen korrekt.

Veflinge Vandværk har i seks vandprøver siden 2012 overskredet grænseværdien for sprøjtegiften Bentazon uden at informere om problemet.

Det skriver Fyens Stiftstidende. 

For at undgå uro har vandværket sammen med Nordfyns Kommune valgt ikke at informere borgerne.

Sidste gang embedslægen blev informeret om problemet, var i 2014. Men dengang blev det betegnet som noget midlertidigt, som var i gang med at blive løst.

Der er dog ikke sket noget siden, og det mener ledende embedslæge Henrik L. Hansen er problematisk.

- Opfylder vandet ikke de kvalitetskrav, der er i bekendtgørelsen, så skal kommunen træffe afgørelse. Kommunalbestyrelsen har en pligt til at reagere. Man kan ikke som kommune bare lade stå til i flere år, siger han til Fyens Stiftstidende.

Kommunen mener, de har håndteret det korrekt

Efter offentliggørelsen af historien i Fyens Stiftstidende og på fyens.dk har Nordfyns Kommune udsendt en pressemeddelelse.

Her skriver kommunen, at sagen er håndteret efter reglerne og at de relevante myndigheder – inklusive embedslægeinstitutionen - er inddraget, der hvor det har været nødvendigt.

Ifølge Fyens Stiftstidende sendte en medarbejder fra kommunen en mail til en læge i embedslægeinstitutionen i december 2013, hvor der blev gjort opmærksom på, at man fra kommunens side 'ikke ville skabe for meget uro hos borgerne' på grund af en 'forholdsvis lille' overskridelse af grænseværdierne. 

Dette forholder Nordfyns Kommune sig ikke til i pressemeddelelsen. 

Ekspert: Man bør ikke drikke vandet

Walter Brüsch, der er seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, ser også alvorligt på det og mener ikke, at borgerne bør drikke vandet, før Sundhedsstyrelsen har set på sagen.

- Jeg mener simpelthen ikke, man bør drikke det vand, før Sundhedsstyrelsen har set på den her cocktail af stoffer, siger han.

Walter Brüsch har arbejdet med grundvand hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i mere end 30 år.

Han kan ikke forstå, hvordan Veflinge Vandværk og Nordfyns Kommune har undladt at informere forbrugerne. 

Oversigt

    Oversigt