Veteraner vedligeholder Sprogø

Tre krigsveteraner fra VeteranHaven i Slagelse har haft første arbejdsdag på Sprogø.

Joe Andersen er en af de veteraner, der fremover skal tilbringe et par dage om ugen på Sprogø.

Her skal han være med til at vedligeholde bygninger og grønne områder.

Han har været udsendt til både Bosnien og Kosovo og har efterfølgende fået konstateret PTSD (Posttraumatisk belastningsreaktion).

- Jeg har været igennem det her med, at man ikke får sovet, man bliver stresset, og man har svært ved at tro på, at man rent faktisk kan bidrage til noget igen, forklarer han.

Derfor ser han frem til at starte med arbejdsopgaverne på Sprogø.

- Man vil gerne være en del af samfundet igen. Når man har været afskåret fra samfundet, fordi man har haft det slemt, så er det en endnu større glæde at komme tilbage igen, siger Joe Andersen.

Et nyt samarbejde

Det nye projekt er et samarbejde mellem VeteranHaven og Sund & Bælt.

VeteranHaven er et tilbud til krigsveteraner med PTSD, hvor de i et trygt miljø kan arbejde et par timer om ugen.

Den nye aftale giver de veteraner, som kan klare det, mulighed for at arbejde nogle ekstra timer hver uge.

- Det bliver rigtig godt, at de har mulighed for at komme herud på Sprogø og prøve kræfter med det sammen med nogle af de kammerater, de kender i forvejen, siger Rene Pamperin, der er daglig leder af VeteranHaven.

quote Man vil gerne være en del af samfundet igen. Når man har været afskåret fra samfundet, fordi man har haft det slemt, så er det en endnu større glæde at komme tilbage igen

Joe Andersen, krigsveteran

Kan føre til fastansættelser

Tanken bag projektet er dels at give veteranerne erhvervserfaring, men på sigt håber både VeteranHaven og Sund & Bælt, at der bliver tale om reelle ansættelser.

- Vi håber, at nogen af dem kan få det så godt, at de kan komme ned og arbejde i vores betalingsanlæg, i vores kundeservice, eller andre steder, hvor der er nogle funktioner, der kunne passe til dem, siger den administrerende direktør for Sund & Bælt Mikkel Hemmingsen.

Se TV-indslag fra TV ØST:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt