I det fynske folks tjeneste

Anja var tæt på at dø midt i graviditeten

Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet og måtte føde ved kejsersnit allerede i 27. uge. Drengen Oliver har i dag en journal på over 100 sider.

I samarbejde med TV SYD
01:08

Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet og var i livsfare. Video: Tais Tullin, TV SYD



Svært syg af svangerskabsforgiftning kom en gravid Anja Gram Skytte ind på sygehuset for knap fire måneder siden. Hun var dødsenssyg uden at vide det.

Hun skulle egentlig blot til en vækstscanning af fosteret i 25. uge af graviditeten og anede ikke, at hun var alvorligt syg. Hun skulle egentlig bare tjekkes for, om fosteret nu også var stort nok. Men det viste sig hurtigt, at hun havde et blodtryk på 245 og måtte indlægges akut.

Da han vejede 670 gram, sagde jeg til mig selv: Åh, lille pus, det er så min skyld, at du er kommet ud.

Anja Gram Skytte, Bramming

- Havde jeg trykken for brystet? Nej. Havde jeg hovedpine? Nej! Ingenting, og så får man bare at vide, at man er ikke bare lidt syg, man er meget syg.

Sådan genfortæller hun oplevelsen under sin graviditet med sønnen Oliver, der kort tid efter blev født alt for tidligt ved akut kejsersnit. Seks timer inden fødslen fik Anja Gram Skytte nemlig næsten alle symptomer på svangerskabsforgiftning.

Læs også Forsker vil løse mysteriet om svangerskabsforgiftning

- Vi har været nok så tæt på, som man kan, at miste et barn. Men jeg har selv været lige så tæt på at miste livet selv uden at vide det. Det er vildt skræmmende….. fordi det er så lumsk, siger en tydeligt bevæget Anja Gram Skytte, mens hun sidder ved sin søn Olivers sygeseng på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet med Oliver, der i dag stadig er indlagt med sin mor. Foto: Tais Tullin, TV SYD

Han kom til verden ved kejsersnit tre måneder før termin og vejede blot 808 gram. Olivers start på livet har været brutal. Han er blevet opereret, har fået midlertidig stomi, har stive lunger og tabte sig helt ned til 670 gram efter seks dage. 

Ikke været hjemme siden 28. maj

Anja Gram Skytte er en af cirka 2.500 danske kvinder, som årligt rammes af svangerskabsforgiftning. Eneste kur mod sygdommen er at afslutte graviditeten - ofte med en alt for tidlig fødsel til følge.

I dag er Oliver heldigvis vokset til det tredobbelte, 1.900 gram, og har det bedre. Den lange indlæggelse har ikke kunnet undgå at påvirke hende.

- Det har ikke været nemt. Det er svært at være der for Oliver, men jeg har også en mand, jeg gerne vil være kone for, og to børn, der også har brug for mor, siger hun.

Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet og var i livsfare. Foto: Tais Tullin, TV SYD

Anja Gram Skyttes to første børn på henholdsvis otte og 11 år er født uden komplikationer og til tiden. Derfor skænkede hun det ikke en tanke, at hun kunne have svangerskabsforgiftning.

- Ingen havde nævnt det. Jeg er heller ikke typen, der googler mig frem til en sygdom. Når jeg går og tror, at jeg ikke fejler noget, slår jeg ikke sådan noget op. Jeg har heller ikke kendskab til nogen, som har haft det, så jeg har ikke noget at sammenligne med eller tænkt, at det kunne være det, fortæller hun.

Olivers journal er på over 100 sider

Mange har spurgt hende, om det er den samme mand, hun har fået et tredje barn med.

- Det er det. Ham har jeg været sammen med 17 år nu, og det har vi smilt lidt af, for han er også blevet spurgt af utallige, siger Anja.

Kvinder med svangerskabsforgiftning, der ender i for tidlig fødsel, bebrejder ofte sig selv. Og det er også tilfældet i Anja Gram Skyttes tilfælde.

- Da han vejede 670 gram, sagde jeg til mig selv: Åh, lille pus, det er så min skyld, at du er kommet ud, fortæller hun og tilføjer:

- Men en læge sagde så til mig, at hun aldrig mere ville høre, at det var min skyld. Men vi var på den anden side ikke gode sammen. Hvor underligt det end lyder.

Anja Gram Skytte fra Bramming fik en svær svangerskabsforgiftning under sin graviditet og var i livsfare. Foto: Tais Tullin, TV SYD

Når Olivers vægt kommer op på tre kg, skal han efter planen have lagt tarmen tilbage igen. Den lille purk har fået en hård start på livet. Han har en journal på over 100 sider kun tre måneder gammel.

- Men han vil også livet, for ellers havde han ikke være her, mener Anja Gram Skytte med et smil.

Hun og sønnen Oliver blev udskrevet fra sygehuset den 17. september - næsten fire måneder efter indlæggelsen i maj.

Sådan stemmer du på projektet

I "Et sundere Syddanmark" er det dig, der er med til at bestemme, hvilket af fem forskningsprojekter der skal have penge. Der er én million kroner til vinderen og henholdsvis 600.000 kroner og 400.000 kroner til anden- og tredjepladsen.

 

Du stemmer på svangerskabs-projeket ved at sende en sms med teksten "Sund 5" til 1999. Det koster almindelig sms-takst. Du kan kun stemme én gang. Afstemningen løber fra 20. september til 2. oktober. 

 

Du kan læse om de fire andre forskningsprojeketer her.

 

Vinderen offentliggøres 2. oktober.



 

I samarbejde med TV SYD