I det fynske folks tjeneste

Fakta- tyve i vild biljagt slap væk fra politiet på Fyn

Patruljer fra tre politikredse jagtede natten til fredag en bil med en flok formodede Fakta-tyve tværs over Jylland og et stykke på Fyn, før det lykkedes tyvene at køre fra politiet og slippe væk.

Fakta-tyve flygtede tværs over Jylland og slap væk på Fyn.

I samarbejde med TV SYD

Fra klokken 01.52 og frem til klokken 03.03 natten til fredag modtog politiet alarmer fra fire vestjyske Fakta-butikker udsat for indbrud. Indbruddene begyndte i Skjern og fortsatte til Nr. Nebel, Varde og Holsted.

Det første indbrud fandt sted mod Fakta i Skjern, der ligger i Midt- og Vestjyllands Politikreds. Her fik politiet anmeldelsen om indbrud klokken 01.52.

- Vi har video fra Skjern-forretningens overvågning, der viser flere personer, der brækker ind af Fakta-butikkens indgangsdør og stjæler penge fra kasseapparaterne, oplyser vagtchef Lars Even, Midt- og Vestjyllands Politi, fredag morgen til TV SYD. 

Læs også 20-årig gymnasieelev fængslet: Købte maskinpistol med skarp ammunition på nettet

Næste indbrud gik ud over Fakta i Nr. Nebel, hvor alarmen gik klokken 02.17. Her blev butikkens indgangsdør brudt op. Dernæst blev kursen sat mod Fakta på Nordre Boulevard i Varde, hvor de brød ind og brækkede forretningens paysafe-boks op. Det er en boks, som i en række række Fakta-butikker håndterer kundernes betaling og byttepenge for at beskytte mod røverier.

I Varde blev tyveri-alarmen aktiveret klokken 02.35 - og klokken 03.03 var de på spil i Fakta-butikken i Holsted, hvor paysafe-boksen også blev brudt op.
 Kort efter fik patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi kontakt til en stor sort personbil tæt på Fakta i Vejen.

- Den sorte personbil tog flugten og søgte mod motorvejen, hvor vi forfulgte den i meget høj fart mod øst. Vi alarmerede Sydøstjyllands politi, som også satte biler ind og overtog forfølgelsen med kurs mod Lillebæltsbroen. På den anden side af bæltet var Fyns Politi klar og fortsatte biljagten. Flugtbilen øgede dog farten og slap fri et sted på den fynske motorvej, da politiets biler ikke kunne følge med, oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, fredag morgen. 

Læs også Mor nægter drab - erkender, at hun hængte sin treårige søn