I det fynske folks tjeneste

Pas på påkørsler: Sådan kan du undgå hjorten

Det er højsæson for påkørsler af hjorte. Men det er muligt tage forholdsregler.

I følge en undersøgelse fra Sikker Trafik og Epinion har 51 procent af de adspurgte fra Region Syddanmark påkørt eller været tæt på at påkøre hjorte- eller råvildt. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv

I samarbejde med TV SYD

April og maj er højsæson for påkørsel af hjorte. I Region Syddanmark er der alene i år blevet påkørt omkring 150 hjorte.

Natten til fredag kom en billist galt afsted på motorvejen ved Christiansfeld, da han forsøgte at undgå et rådyr. Bilisten ramte en medtrafikant, hvorefter bilen væltede om på taget. Heldigvis skete der ingen alvorlig personskade ved denne ulykke.

Kørelærer Egon Hestbech har et par gode råd til, hvad man kan gøre, hvis man oplever, at en hjort suser ud foran bilen. Hvis man kan nå at bremse, så er det den bedste løsning, men det er ikke altid muligt. 

Vidste du ...?

I kunsten er hjorten et symbol på menneskets krop og sjæl.
Kilde: Wikipedia

- Når man skal forsøge at undvige, skal man sigte efter bagenden af dyret. For nogen kan det måske virke ulogisk, at man skal sigte efter der, hvor dyret kommer fra. Hvis man undviger, så rammer man med stor sandsynlighed dyret, siger han til TV SYD.

Påkørslerne sker typisk i skumringen efter klokken 21. Generelt er det en god idé at sætte hastigheden ned, når det er mørkt, og der er risiko for dyr, som krydser vejen. 

- Hvis man kører på en smal vej, hvor der er lidt bevoksning eller skov, så kan man godt tillade sig at trække lidt væk fra siderne. På den måde har man lidt sikkerhedsmargin, hvis der skulle dukke noget op. Er der modkørende, så er man selvfølgelig nødt til at trække lidt ud til siden og sætte hastigheden ned, siger Egon Hestbech.

Er uheldet ude og du påkører et dyr, så kan du ringe til dyrernes vagtcentral på telefon 1812.

Fakta om hjorte på Fyn

  • Dåvildt er den største hjorteart på Fyn og den næststørste hjortevildt art i Danmark.
  • Dåhjorte vejer op til 100 kg og de gamle hjorte har et stort skovlformet gevir. Dåerne vejer op til 50 kg. 
  • Der kan lejlighedsvis konstateres enkelte eksemplarer af det større kronvildt på Fyn (undsluppet fra hjortefarme).
  • Der er fundet rester af dåvildt i Danmark fra perioden før sidste istid. Med istiden forsvandt dåvildtet fra Danmark.
  • Mennesket har genindført arten fra Lilleasien til Danmark omkring år 1.000. I ældre tider udsatte de regerende konger dåvildt flere steder med henblik på jagt, herunder også på øer omkring Fyn.
  • Fyn rummer nogle af de ældste og mest oprindelige bestande af dåvildt i Danmark.
  • Den nuværende bestand er baseret på udvandring fra gamle kerneområder for dåvildt, udslip fra hjortefarme og genudsætning.
  • Det fynske landskab er meget velegnet for dåvildt, hvor de kan trives i stort set alle egne af Fyn.
  • Den største betydning for dåvildtets udbredelse er derfor den jagtlige forvaltning af bestandene. Bestanden af dåvildt på Fyn er formentlig på omkring 2.200-2.500 dyr.
Kilde: Naturstyrelsen
I samarbejde med TV SYD