11 år efter et one-night-stand: Fynske Mette søger sin søns far

Mette Andersen, der bor i Nyborg, leder efter sin søns far. Det er formentlig en uvidende jysk mand i 40'erne. Nu efterlyser hun ham på Facebook.

En efterlysning af faderen til en 11-årig dreng er på Facebook blevet delt tusindvis af gange. Der gemmer sig nemlig en helt særlig historie bag. Formentlig skal den rette mand findes i Østjylland.

Bag efterlysningen står Mette Andersen, og historien tager sit udspring i fødslen af sønnen Oliver den 19. juni 2008.

Eller faktisk tager den sit udspring ni måneder tidligere.

quote Oliver har altid følt sig anderledes og haft det svært med ikke at have et billede på sin far. Han har lyst til at møde sin far, om det så bare er et kort øjeblik.

Mette Andersen

Her mødes Mette Andersen med en jysk lastbilchauffør, hun har mødt gennem tekst-tv, og det møde bliver skæbnesvangert.

- Vi havde også talt sammen i telefonen flere gange inden, at vi mødes hos mig på Fyn. Her ender vi med at have sex, men med kondom, fortæller Mette Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ligner ikke kæresten

Dog gik kondomet i stykker under akten, men alligevel tænker hun ikke nærmere over det.

Kort tid efter finder Mette Andersen og en ekskæreste sammen igen, og da hun omkring ni måneder senere føder en søn, er hun overbevist om, at han er faren.

Men det viser sig ikke at være tilfældet.

- Drengen ligner overhovedet ikke min daværende kæreste, men derimod lastbilchaufføren. Det var ikke, hvad min kæreste og jeg havde regnet med, men efter noget betænkningstid accepterede han det og var som en far for min søn.

I 11 år har familien levet på den måde, men dog med visheden om, at sønnen Olivers far var en ukendt lastbilchauffør. En mand, som ingen af dem ved ret meget om.

Mangler sin far

Noget som især har gået Oliver meget på. Derfor har Mette Andersen taget beslutningen om at efterlyse den biologiske far.

quote Han kørte i store dele af Jylland, og jeg kan huske, at han nævnte byer som Randers, Aarhus og Viborg. Jeg tror, at han er fra de kanter, men er ikke sikker.

Mette Andersen

- Oliver har altid følt sig anderledes og haft det svært med ikke at have et billede på sin far. Han har lyst til at møde sin far, om det så bare er et kort øjeblik, siger hun og fortsætter:

- Nu er han gammel nok til at forstå tingene og vil have sat et punktum.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kan være fra Randers eller Aarhus

Derfor er jagten så altså gået ind på faderen, som Mette Andersen desværre ikke ved meget om. De mødtes kun den ene gang i slutningen af 2007 på Ellekratvej nær Blommenslyst vest for Odense.

Kontakten blev skabt gennem tekst-tv, hvor de i et stykke tid inden mødet snakkede om løst og fast. Blandt andet om mandens arbejde som lastbilchauffør.

- Han kørte i store dele af Jylland, og jeg kan huske, at han nævnte byer som Randers, Aarhus og Viborg. Jeg tror, at han er fra de kanter, men er ikke sikker. Mit mål er at få efterlysningen så bredt ud som overhovedet muligt, fortæller Mette Andersen.

Muligt signalement

Vil ikke skamme sig

Hun håber nu på, at en mand derude et sted kan kende historien og hende fra billederne på Facebook.

- Jeg vil også gerne slå fast, at jeg ikke søger faderen for at få børnepenge. Det spekulerer mange i på Facebook, men det er ikke min hensigt. Jeg gør det udelukkende for min søns skyld.

Reaktionerne på hendes efterlysning har helt generelt været blandede. Mange har delt den, men flere sætter spørgsmålstegn ved formålet og konsekvenserne.

- Nogle deler billeder af deres mand, bror eller far med mig for at få en bekræftelse på, at det i hvert fald ikke er dem, der er faderen til Oliver. Det er egoistisk. Andre bliver provokeret af min fortælling, men vi er i 2019. Jeg vil ikke undskylde og være ked af, at jeg har fået en søn, lyder det fra Mette Andersen. 

Oversigt

    Oversigt