Pas på de små i trafikken

I de kommende uger begynder næsten 65.000 børn på landets skoler, og derfor indleder Politiet den landsdækkende kampagne 'Pas på de små i trafikken'.

Kampagne 10.-30. august

Fra den 10. til 30. august sætter Politiet ind med ekstra kontrol ved mange af landets skoler for blandt andet at få bilisterne til at lette foden fra speederen. En af de kommuner, der er gået sammen med Politiet, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, er Nyborg.

- Det kan vare svært at bevare overblikket, når man kun er fem eller seks år og skal over en skolevej, hvor trafikanterne kører forbi i høj fart. Samtidig er der meget nyt som børnene først skal til at lære i trafikken. Som kommune tager vi del i det store ansvar med, at hjælpe de nye skolebørn og forebygge trafikulykker ved vores skoler, fortæller trafiksikkerhedsmedarbejder i Nyborg Kommune, Lene Zinck.

Billisterne kører for stærkt

Sidste år stoppede politiet næsten 4.600 bilister der kørte for stærkt på skolevejene. Derudover var der 193, der ikke havde spændt deres børn fast i bilen og 146, der talte i håndholdt mobil. Derfor opfordrer Politiet, Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne alle bilister til at sætte farten ned og vise ekstra hensyn når de møder de små i trafikken. Desuden er det som altid vigtigt at respektere skolens regler for færdsel omkring skolerne og skolepatruljernes arbejde. Som forældre er det vigtigt at være et godt forbillede og vise børnene, hvordan man færdes i trafikken som cyklist eller fodgænger.

Oversigt

    Oversigt