Pas på tricktyvene: Få politiets bedste råd

Fyns Politi modtog mandag fem anmeldelser om forsøg på tricktyveri. Se her, hvad du skal være særligt opmærksom på.

Fem gange på få timer blev fynboer mandag udsat for – eller forsøgt udsat for – tricktyveri fra en formentlig østeuropæisk tyvebande.

Fire af episoderne fandt sted på det østlige Fyn, mens en enkelt af dem var i Odense.

quote Bliver man standset på gaden af ikke-dansktalende personer, skal man være varsom og holde på sine ting

Steen Nyland, vagtchef

Politiet har set på tyvenes metoder og har mistanke om, at der er tale om en gruppe østeuropæere, der er i Danmark kun med det ene formål.

- Det har vi ud fra deres fremgangsmåde og forsøg på at lave forskellige trick, plat og svindel rundt omkring, siger Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

Han forklarer, at det ofte er noget, politiet oplever i sommerhalvåret.

- Vi har ikke fundet dem endnu, men vi går ud fra, at de har en lejr et eller andet sted. Og vi skal også nok finde ud af, hvor de befinder sig henne, så vi kan komme ud og få fat i dem, siger vagtchefen. 

- Og når vi finder ud af, hvor de er, så kan vi jo ånde dem så længe i nakken, at de bliver trætte af at være her på Fyn, siger Steen Nyland.

Det som politiet oplever med denne gruppe tricktyve er, at de henvender sig i butikkerne under påskud af at skulle købe varer. Når de har betalt, så fortryder de, og under påskud af så at ville veksle, starter der en større omgang penge-bytteri.

- Og der er de bare hamrende dygtige til at forvirre ekspedienten så meget, så de af og til slipper af sted med flere penge, end de har betalt i første omgang, siger Steen Nyland. 

Gode råd fra politiet

Vagtchefen har et par gode råd til, hvad du særligt skal være opmærksom på, hvis du har mistanke om, at der er noget lusket i gang.

- Hvis det opstår, det der bytten penge frem og tilbage, hvor ekspedienten har på fornemmelsen, at nu forsøger de her at forvirre mig, skal man afbryde handlen. Sørg for at de får lige nøjagtig det beløb med, som de har givet, og så skal man bede dem om at gå igen. 

- De er der formentlig bare for at se, om de kan snyde dig på en eller anden måde, siger vagtchefen.

I det ene tilfælde af tricktyveri i Odense var det en kvindelig tigger, der stoppede en mand på gågaden. Og mens han stod og talte med kvinden, stak en yngre mand af med hans skuldertaske.

- Da han vender sig om for at kigge, ser han bare ryggen af en ung mand, der spæner af sted med hans taske. Så man skal være årvågen. Lad være med at lade sig distrahere. Bliver man standset på gaden af ikke-dansktalende personer, skal man være varsom og holde på sine ting, siger Steen Nyland.

 

Oversigt

    Oversigt