Påsat brand på Svendborg Rådhus

Politiet i Svendborg oplyser, at der mandag aften udbrød brand på rådhuset i Svendborg. Politiet formoder, at branden var påsat.

Klokken 20.42 fik politiet i Svendborg melding om en brand på Svendborg Rådhus.

- Vi formoder, at den er påsat, fordi der var flyttet på overvågningskameraerne udenfor, fortæller vagthavende i Svendborg.

Branden opstod ved køkkenet, men politiet kan endnu ikke fortælle noget om, hvordan den opstod, eller hvem der står bag.

Ifølge politiet nåede ilden ikke at brede sig, fordi brandvæsnet fik slukket ilden hurtigt.

Fyns Politi vil dog gerne i kontakt med eventuelle vidner og kan kontaktes på tlf. 62211448.

Oversigt

    Oversigt