Påskeprop i trafikken

Vejdirektoratet forudser, at der vil opstå kødannelser og tæt trafik på flere fynske strækninger, når påsketrafikken er på sit højeste.

Påskeferie er lig med familiebesøg, en tur i sommerhus eller besøg på turistattraktionerne. Det kan risikere at påvirke trafikken i negativ retning på de mest belastede tidspunkter.

Særligt den vestfynske motorvej mellem Ejby og Middelfart kan give problemer på grund af vejarbejde.

Påskedag er store hjemrejsedag

Generelt vil der være mindre myldretidstrafik. Til gengæld vil trafikken være præget af dage med ekstra tæt ferietrafik.

Vejdirektoratet forventer, at udrejsetrafikken fordeler sig over onsdag den 16. april og Skærtorsdag, mens den helt store hjemrejsedag bliver påskedag den 20. april. Der må dog også forventes tæt trafik mellem landsdelene 2. påskedag.

I forbindelse med de store rejsedage i påsken gør Vejdirektoratet opmærksom på, at deres større vejarbejder på centrale strækninger kan give tæt trafik og kødannelser.

Det drejer sig ikke mindst om udbygningen af Køge Bugt Motorvejen mellem frakørsel Greve S og Solrød S og udbygningen af Fynske motorvej mellem frakørsel Ejby og frakørsel Middelfart i begge retninger.

Vejdirektoratet om de fynske strækninger:

E20 Fynske Motorvej mellem Middelfart og Nørre Aaby

I forbindelse med udbygningen af Fynske Motorvej er der kun to farbare spor i hver retning. Den vestgående trafik bliver ledt over i den østgående del af motorvejen. Der er en hastighedsbegrænsning på 80 km/t - og dette er gældende for hele strækningen. Arbejdet forventes at vare frem til udgangen af november 2014.

Rute 9 Svendborgsundbroen

Der vil periodevis være arbejde på broen i aften- og i nattetimerne frem til slutningen af maj. I disse perioder vil der kun være 1 spor farbart og en hastighedsbegrænsning på 50 km/t, som kan medføre mindre kødannelser.

Læs mere hos Vejdirektoratet

Oversigt

    Oversigt