Passagerer indespærret i tog i over to timer

I over to timer sad togpassagerer fredag eftermiddag fast i et lyntog ved Odense. Af endnu ukendte årsager brød toget sammen kort efter, det havde forladt stationen i Odense i retning mod Jylland.

Først på aftenen er det sammenbrudte tog nu kørt væk fra sporet og passagererne evakueret. De er blevet kørt videre i busser. Men uheldet har skabt forsinkelser i togtrafikken.

DSB's pressevagt oplyser til TV 2/FYN, at passagerernes lange ophold i toget skyldes flere forhold.

Først forsøgte man at få toget til at køre igen. Da det ikke lykkedes, ville man evakuerer passagerne ved at køre et andet tog op langs det sammenbrudte tog for at få flyttet passagererne derover, men det kunne ikke lade sig gøre. Derefter tog det et vist tidsrum, inden man kunne skaffe busser til at transportere passagererne videre i.

I følge oplysninger på fyens.dk brød togets air condition også sammen, men personalet delte vand ud i ventetiden. Passagerne kan nu søge erstatning for rejsen.

Oversigt

    Oversigt