Patient på OUH død af resistent svinebakterie

En patient på OUH døde i 2013 på OUH af den farlige MRSA-bakterie, der stammer fra svin og er resistent overfor antibiotika.

Det kom frem tirsdag da overlæge fra OUH og professor i mikrobiologi på SDU, Hans Jørn Kolmos stod i vidneskranken under en retssag i Aarhus, skriver Ingeniøren.

Han var indkaldt som vidne i en sag mod to journalister, som er tiltalt for at have offentliggjort adresserne på 12 svinefarme, der var inficeret med MRSA, hvilket anklagemyndigheden mener er i strid med medieansvarsloven.

Her kunne Hans Jørn Kolmos fra OUH og SDU oplyse, at der døde en patient på OUH i 2013 af en MRSA-infektion fra svin.

Bagefter spurgte han Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde og fik at vide, at der havde været to tidligere dødsfald, skriver Ingeniøren.

Flere og flere danskere bliver smittet med den farlige bakterie, men hidtil har det ikke været kendt, at den har forårsaget dødsfald, skriver Ingeniøren.

- Bakterien er sluppet ud i samfundet. De tre døde har ikke haft kontakt til svin. Det er stærkt bekymrende, at smittespredningen er så voldsom, sagde Hans Jørn Kolmos under retssagen.

Oversigt

    Oversigt