Patienter bekymrede for aflysninger

Bekymrede patienter har kimet sygehusafdelinger ned fra morgenstunden. Danske Regioner forudser, at op mod 100.000 undersøgelser må aflyses.

Allerede fra morgenstunden ringede bekymrede patienter over
hele landet til sygehusene. De ville vide, om lige netop deres operation eller undersøgelse er omfattet af den kommende konflikt på sundhedsområdet.

Og det kan den meget vel være. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), vurderer, at sundhedsvæsnet vil aflyse op mod
100.000 aftaler om ugen, mens konflikten varer.

- Det drejer sig både om store og små indgreb og forundersøgelser. Lige nu er der et stort arbejde i gang med at informere dem, der bliver berørt, og det sker helt systematisk, siger Bent Hansen til Ritzau.

Men mens computere og printere gløder på sygehusafdelingerne med breve med aflysninger til patienterne, vælger mange også selv at ringe til sygehuset for at få besked.

- Vi har haft rigtig mange, der har ringet her til morgen. De har fulgt med i medierne i weekenden, og nu vil de vide, om de er blandt dem, der får en aflysning, fortæller ledende overlæge på Odense Universitetshospitals ortopædkirurgiske afdeling, Niels Dieter Röck.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt