I det fynske folks tjeneste

Patienter: Gebyr er spild af penge

Bøde for at udeblive fra en lægetid vil gå op i administration, mener Danske Patienter, der er imod gebyrerne.

Der bliver masser af arbejde for jurister, men ingen gevinst for hospitalerne, siger Danske Patienter. Organisationen er imod en bøde til danskere, der bliver væk fra en tid hos lægen uden afbud.

Region Syddanmarks rygcenter i Middelfart indfører ifølge Berlingske som det første et gebyr. Prisen for at pjække bliver 500 kroner.

Men når man indfører bøder, så skal patienterne også have mulighed for at klage, og det apparat af jurister vil æde gevinsten op for hospitalerne, lyder det fra Danske Patienter.

- Vi synes, at det er en rigtig dårlig idé. En stor del af det her går op i administration, så for os at se er der ikke vundet meget ved det her for hospitalerne, siger formand for Danske Patienter Lars Engberg til Ritzau.

Engberg peger på, at der for eksempel kan være meldt afbud, men at informationen ikke er nået frem til afdelingen, der skal udføre en eventuel operation. Han mener i det hele taget, at der er en god forklaring i de fleste tilfælde, hvor folk bliver væk uden afbud.

Lars Engberg anerkender dog, at der er et problem, og at det ødelægger planlægningen på hospitalerne og koster penge. Men i stedet for at udskrive bøder opfordrer han til, at regionerne kortlægger årsagerne til, at folk bliver væk.

Desuden mener han også, at hvis patienter skal have en bøde for at blive væk, så skal de også have en form for erstatning, hvis de møder op og deres tid så er rykket eller aflyst, uden at de er blevet orienteret på forhånd.

En undersøgelse, som Dansk Erhverv har lavet tidligere i år, viser, at fire ud af fem danskere siger ok til en rykker på 100 kroner for at blive væk fra en lægetid, så længe de får en sms-påmindelse.

Ved du noget? Så send os et tip