Patienter hentes oftere i helikopter

Stadig flere patienter flyves med forsvarets helikoptere til behandling. I Sønderjylland stiger ambulanceflyvningerne eksplosivt.

Både de civile små lægehelikoptere og Flyvevåbnets store redningshelikoptere bliver stadig mere populære til transport af tilskadekomne og af patienter, der skal flyttes fra det ene sygehus til et andet. Det skriver Berlingske Tidende.

Ifølge nye tal fra flyvevåbnet steg antallet af ambulanceflyvninger i 2009 til i alt 497. Det er 152 flere end i 2006, men især i Sønderjylland er antallet af ambulanceflyvninger eksploderet.

Flyvevåbnets redningshelikopter på beredskab på Flyvestation Skrydstrup fløj ambulanceflyvning med patienter 226 gange sidste år, mod 108 gange i 2006.

Stigningen er paradoksalt nok kommet i samme periode, som Region Syddanmarks lægeambulance har opereret fra sin base lige syd for den dansk-tyske grænse ved Niebøl. Også lægeambulancen har fået voldsomt meget mere at bestille i de senere år.

Ifølge direktør Leif Wiuff fra Falck DRF Luftambulance, der opererer både den sønderjyske helikopter og Region Sjællands nyligt etablerede lægehelikopter på Sjælland, har den sønderjyske alarmcentral vænnet sig til at bestille helikopter til både at hente patienter ved ulykker eller akut sygdom og til transport af patienter fra de mindre til de store sygehuse.

Klinikchef på Rigshospitalets traumecenter, Jakob Trier Møller, er enig i, at større opmærksomhed om mulighederne for helikoptertransport spiller en rolle. Ved en række akutte sygdomme spiller tiden inden behandlingen en meget stor rolle, siger han.

Redningshelikopterne er forment en del af det danske søredningsberedskab, som styres af Søværnets Operative Kommando.

Oversigt

    Oversigt