Patienter i lægevagten kan være blevet smittet med mæslinger

Mandag aften opholdt en patient med mæslinger sig i lægevagten i Odense. Patienten kan have smittet andre patienter og pårørende.

Der har mandag aften opholdt sig en patient med mæslinger i venteværelset ved lægevagten i Odense, der ligger ved Odense Universitietshospital.

 

 

Det oplyser Region Syddanmark, der samtidig gør opmærksom på, at andre patienter, der har været i venteværelset samtidig med patienten med mæslinger, risikerer at være blevet udsat for mæslinger.

Patienten opholdt sig i venteværelset fra klokken 21.30 og 23.30 mandag den 4. februar.

Har du været i lægevagtens venteværelse omkring de ovenstående tidspunkter, anbefales det, at du snarest mulig kontakter din egen læge.

Patienter, der har været i lægevagten på det pågældende tidspunkt, har modtaget et brev direkte i deres e-Boks.

Fakta om vaccination

Hvad er mæslinger?

Mæslinger er en akut virussygdom, der giver høj feber, hoste, forkølelse og øjenirritation, og tre-syv dage efter de første symptomer har vist sig, får man et storplettet udslæt, der breder sig ned over kroppen, oplyser Region Syddanmark.

Der går 8-11 dage fra smittedagen, til de første symptomer viser sig, og patienter kan smitte fra de første symptomer viser sig indtil fem dage efter fremkomst af udslæt, og sygdommen er mest smitsom, lige før udslættet viser sig.

Sygdommen er normalt overstået efter en uges tid, men man er ofte træt og uoplagt i længere tid bagefter. Komplikationer i form af andre infektioner, eksempelvis lungebetændelse, kan støde til. En alvorlig, men sjælden komplikation er hjernebetændelse.

Region Syddanmark understreger, at lægevagtens venteværelse ikke er det samme som skadestuens venteværelse.

Oversigt

    Oversigt