I det fynske folks tjeneste

Patienter: Optag samtaler med vagtlæge

Danske Patienter ønsker, at alle samtaler med vagtlæge optages og gemmes, sådan som det allerede sker i Region Syddanmark. Det fremmer patientsikkerhed og holder lægerne i ørerne.

Vagtlægen bør optage patienters opkald

Alle opkald til vagtlægen skal optages, så der ikke er den mindste tvivl om, hvad der er sagt, hvis borgerne senere ønsker at klage over lægen.

Ønsket kommer fra Dansk Patienter, der er paraplyorganisation for en række patientforeninger med tilsammen 750.000 medlemmer, efter Berlingske Tidende har påvist svigt hos vagtlægen.

Som systemet fungerer i dag, er det forskelligt fra region til region, om samtaler med vagtlægen bliver optaget. Beboere i Region Syddanmark og Region Midtjylland har let ved at dokumentere ordvekslingen med vagtlægen.

Samtalerne optages nemlig. Det sker ikke i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden.

- Det er helt oplagt at gøre det alle steder af rets- og patientsikkerhedsmæssige grunde. Det giver også lægerne et yderligere incitament til at blive bedre til dialogen. Begge parter har naturligvis et ansvar i samtalen, men læger og sundhedspersonale skal have langt større fokus på det. Det er dem, der ikke er følelsesmæssigt påvirkede, siger formand for Dansk Patienter Pia Christmas-Møller til Ritzau.

Patientformanden slår fast, at optagelserne skal være omfattet af alle de beskyttelsesregler, som registerloven lægger op til.