I det fynske folks tjeneste

Patienter udebliver stadig

Selvom egenbetalingen for at blive steriliseret er fjernet, er antallet af patienter, der ønsker sterilisation ikke steget.

- Vi har endnu ikke fået mere end en enkelt henvendelse, siden
egenbetalingen på sterilisation bortfaldt, og det er jeg
overrasket over.

Sådan siger Jane Lyngsø, ledende overlæge ved gynækologisk-obstetrisk afdeling på Svendborg Sygehus, til Fyns Amts Avis.

Sygehuset spejder forgæves efter kvinder, som ønsker at blive steriliseret, og lægerne frygter nu, at det er manglende oplysning om bortfaldet af et gebyr, som holder patienterne væk.

I 2011 kostede det 13.000 kroner for kvinder at blive steriliseret, men nu er egenbetalingen bortfaldet, og indgrebet er atter gratis.

Det kan dog ikke mærkes på de gynækologiske afdelinger.

En rundringning til sygehusene i Region Syddanmark foretaget af Fyns Amts Avis viser, at der sammenlignet med 2011 ikke er flere kvinder, som har henvendt sig.

I 2011, hvor indgrebet kostede penge, faldt antallet af sterilisationer markant.

- Jeg håber, at kvinder som er færdige med at få børn, bliver opmærksomme på, at det igen er en tilgængelig mulighed at blive steriliseret, siger Jane Lyngsø til Fyns Amts Avis.

Ved du noget? Så send os et tip