Patienthotel serverede Jørn A.-rullepølse

Patienthotellet ved OUH har serveret Jørn A.-rullepølse, der er mistænkt for at være årsag til flere dødsfald.

Region Syddanmark har onsdag udsendt en status over hvilke af regionens sygehuse, der har serveret rullepølse fra Jørn A.

Patienthotellet ved OUH har i perioden fra 2. juni til 12. august serveret 21 kg rullepølse om ugen fra den pågældende producent i hotellets produktion, altså i alt 210 kg.

Siden 10. juli er 6 patienter diagnosticeret med listeriose. Af de diagnosticerede har én med sikkerhed den aktuelle udbrudsstamme, to patienter har andre stammer af listeria og på tre afventes der svar fra Seruminstituttet, oplyser chefkonsulent for Sundhedsområdet, Planlægning og Udvikling, Ulrich Jensen.

Fakta

Odense Universitetshospital

Hospitalskøkkenet på OUH

Hospitalskøkkenet har ikke haft produkter fra Jørn A. Det er bekræftet ved yderligere kontakt til leverandører i dag, den 13. august. Det gælder de fynske sygehusmatrikler. Sengeliggende patienter på de kliniske afdelinger har derfor ikke fået pålæg fra den ramte producent.

 

Patienthotellet (OUH)

I perioden fra 2. juni til 12. august er der forbrugt 21 kg rullepølse om ugen fra den pågældende producent i hotellets produktion, svarende til i alt 210 kg. Produkterne er fra BF-OKS A/S og det er i dag oplyst fra denne, at underleverandøren igennem flere år er Jørn A.

Hotellet har fået leveret rullepølsen som "Hjemmelavet rullepølse". Reel producentnavn fremgik ikke før for kort tid siden. Rullepølsen er forbrugt på håndmadder, franskbrød og buffeter. Det har været tilgængeligt i hotellets spisesalon, cafeteriaet i forhallen, personalekantinen på 15. sal samt i møde- og konferenceforplejning. Oppegående patienter fra de fleste afdelinger på OUH kan frekventere cafeteria og spisesalon.

De kliniske afdelinger, der har patienter og pårørende i behandling på hotellet, er afdelingerne A (BKC), E, I, M, og N.

Generelt, OUH

Der er siden 10. juli 2014 diagnosticeret 6 patienter med listeriose. Af de diagnosticerede har én med sikkerhed den aktuelle udbrudsstamme, to patienter har andre stammer af listeria og på tre afventes der svar fra Seruminstituttet. Om de pågældende har pådraget sig listeria på OUH, eller på anden vis, kan ikke bestemmes. Der er ikke oplysninger om dødsfald associeret til den pågældende listeria-stamme, der påvist i pålægget.

Kilde: Region Syddanmark

Oversigt

    Oversigt