I det fynske folks tjeneste

Patienthoteller koster pårørende dyrt

Når en patient indlægges på et hospital, kan det hurtigt blive dyrt for de pårørende. I hvert fald hvis vælger at overnatte på hospitalernes patienthoteller.

På OUH benytter færre pårørende patienthotellet efter prisen er steget.

Priserne for at overnatte på patienthotellerne er de senere år steget med 25 procent fordi EF-domstolen i 2005 afgjorde, at patienthotellerne skulle betale moms. Det skriver Kristeligt Dagblad.

En måned ophold kan godt løbe op i 10.000 kroner, og det er problematisk, mener patienthotellerne.

I Odense har de forhøjede priser ført til et fald i de pårørendes brug af patienthotellet på mellem 35 og 40 procent, siden priserne blev sat op.

- Der er helt klart nogle der, bliver ramt. Og de tager konsekvensen og bor her i kortere tid, siger vicedirektør og hotelchef ved Odense Universitetshospitals Patienthotel Anne Kragh-Sørensen til Kristeligt Dagblad.

Patienthotellernes brugere

Patienthotellerne er et tilbud til patienter, der ikke længere behøver at være indlagt, men stadig har brug for behandling.

De pårørende kan også bo på patienthotellet. De skal ikke betale, hvis lægen vurderer, at deres støtte er påkrævet. Men hvis man blot er gæst eller besøgende, betaler man selv for ophold og mad.

Men det skal ikke være afgørende mener patienthotellerne.

- Det betyder meget for patienten at have nogen nær. Og når vi
for eksempel taler om mennesker indlagt på intensivafdelingen
med risiko for at dø, er det vigtigt at få den bedst mulige
afsked, siger Dorte Foged, hotelchef på patienthotellet ved Århus Sygehus til Kristeligt Dagblad.