Patruljevogn smadret efter hidsig biljagt

En patruljebil blev smadret, da politiet natten til søndag efter en længere biljagt stoppede en biltyv i Odense.

Klokken fem minutter i fem søndag morgen fik politiet øje på to mistænkelige biler i Stegsted vest for Odense. Da betjente ville undersøge en Ford Mondeo nærmere, valgte føreren at stikke af fra stedet i høj fart.

Bilen kørte ind mod Odense af Middelfartvej og ved v-delingen af vejen i Bolbro kørte bilen over i modsatte vejbane og mod ensretningen. Kort efter vendte Mondeoen om og i rasende fart og med politiet efter sig drønede bilen flere gange over for rødt lys.

Først ved rastepladsen ved Ålsbo stoppede bilen kortvarigt, og da føreren igen forsøgte at stikke af, kørte patruljevognen ind i den flygtende bil for at stoppe flugtbilisten.

- Det er altid en diskussion, hvornår politiet skal ofre et køretøj på den måde. Men i situationen vurderede vi, at der var fare for, at manden ville fortsætte mod færdselsretningen på motorvejen, siger vagtchef Bjarne Puggaard, Fyns Politi.

Herefter blev den 26-årige fører fra Kolding anholdt. Bilen viste sig at være stjålet på Middelfartvej og i bilen fandt politiet flere tyvekoster.

Den 26-årige mand er en gammel kending af politiet, og han vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere søndag.

Oversigt

    Oversigt