Peberspray brugt mod halbal-gæster

Et julebal i Aaruphallen udviklede sig voldsomt lørdag nat. Politiet blev nødt til at bruge peberspray og politistave for at stoppe urolighederne.

- Der opstod uro ved festen og dørmændene valgte ved midnat at bortvise nogle gæster. Derefter opstod der ond stemning, siger vagtchef ved Fyns Politi, Jesper Pedersen.

De bortviste gæster ville ikke acceptere, at de var blevet smidt ud og nægtede at forlade området ude foran Aaruphallen.

Politiet var til stede fra midnat, og da festen lukkede klokken to opstod der igen tumult. 25-30 personer havde forsamlet sig foran hallen, og i et forsøg på at stoppe uroen brugte politiet peberspray.

- Stemningen var så aggresiv, at vi blev nødt til at være konsekvente, siger vagtchef Jesper Pedersen.

Tre betjente slået og fire anholdelser

To unge mænd blev anholdt for vold mod tjenestemænd.

Den ene var en 19-årig mand fra Aarup. Han samlede en ukendt genstand op fra jorden og gav en civilbetjent et par over nakken. Derefter gik han til angreb på en anden civilbetjent. Den 19-årige blev kørt til politigården i Odense, men er nu løsladt.

En 25-årig mand ligeledes fra Aarup ramte en betjent med et slag i ansigtet. Han havde kort før forsøgt at give en anden betjent et knytnæveslag i ansigtet, men her slaget blev afvæget.

Den 25-årige havde tidligere på aftenen været i et andet slagsmål, og havde brækket næsen. Derfor blev han kørt på skadestuen i Odense. Herfra blev han senere løsladt.

Ingen af betjentene kom alvorligt til skade.

Yderligere to unge blev anholdt. De to unge fra Ejby på henholdsvis 16 og 18 år blev anholdt for gadeuorden. Den 16-årige blev kørt hjem til sine forældre.

- Men den 18-årige var så påvirket og aggresiv, at han ikke kunne klare sig selv, og derfor blev han kørt til detentionen i Odense, siger vagtchef Jesper Pedersen. Den 18-årige blev løsladt i løbet af natten.

Oversigt

    Oversigt