Pedeller fejer på sidste vers i Odense

Odense Kommune vil samle skolepedeller i en central enhed. Skolelederne protesterer.

John Jespersen er pedel på Ubberud Skole i Odense, og han elsker sit job.

Men måske skal han snart til at se sig om efter noget andet at lave.

For pedellen, en institution i den danske folkeskole, kan snart være fortid i byen.

Pedellernes arbejde kan nemlig udføres billigere, hvis opgaven samles i en central enhed, mener By- og Kulturforvaltningen, der baserer vurderingen på tre analyser, byrådet bestilte i 2007. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Der foreligger ikke noget officielt tal på, hvor mange penge, der kan spares, men en besparelse på små fem millioner kroner årligt bliver nævnt.

Uden egen pedel vil skolerne i fremtiden skulle kontakte det centrale kontor, når toilettet er stoppet eller en væg trænger til maling.

Forslaget har vist sig yderst kontroversielt. Pedellerne, forenet i Teknisk Serviceklub, er kraftigt imod og henviser til den brede vifte af store synlige og små mere usynlige opgaver, som de løser på skolerne, og de er ikke alene med deres kritik.

I alt har Odense Kommune modtaget 73 høringssvar.

Skolelederne på samtlige Odenses 37 folkeskoler og tre specialskoler er for første gang nogensinde blevet enige om ét fælles høringssvar, hvor de retter et voldsomt angreb mod forslaget, som de mener "demonstrerer manglende kendskab" til, hvad pedellerne laver.

Handymændene i blå Kansas-dragter er det "kit", der får hverdagen på skolerne til at hænge sammen, skriver skolelederne.

Oversigt

    Oversigt