Pendlere: Stadig behov for forbedringer på Svendborgbanen

Transportministeren mener, at forsinkelser på Svendborgbanen nu er fortid. Men pendlere frygter, at der endnu ikke er fundet en holdbar løsning.

I februar slog transportminister Hans Christian Schmidt i bordet. Han ville have rettet op på problemet med de mange forsinkelser på Svendborgbanen. Siden er der sket forbedringer, og i morges tog ministeren selv toget fra Odense til Svendborg for ved selvsyn at se, at problemet er kommet til livs.

- Jeg glæder mig over, at de nu har fundet en ordning, der har rettet op på problemet, lød fra en glad transportminister i toget.

Men selvom der er sket forbedringer, er pendlerne ikke ligeså overbeviste.

- Vi er overrasket over, at vi pludselig fik et IC4-tog forleden dag, fordi IC3-toget er lånt ud til andet formål. Vi har flere IC3-tog, så den forklaring forstår vi ikke, siger pendlerrepræsentant ved Svendborgbanen Jacob Bang Jensen.

At IC4-tog ikke længere skulle køre på Svendborgbanen var nemlig en del af løsningen på problemet med de mange forsinkelser.

- Det væsentligste, vi har ændret, er, at vi har fjernet IC4-togene, fordi vi havde set,  at de tog havde væsentlige udfordringer på strækningen, bl.a. i løvfaldsperioden, vedkender Anders Egehus, driftdirektør i DSB.

Og til spørgsmålet om, hvorfor de så har genindsat IC4-tog er hans forklaring:

- Det er en midlertidig løsning, der skyldes et større puslespilsarbejde. Det er noget sporarbejde i Tyskland, der gør, at nogle tog derfra ikke kan komme til Danmark lige nu. Det betyder, at vi er blevet nødt til at bruge IC3-tog, der ellers har kørt på Svendborgbanen, til at dække den trafik, der er i Sønderjylland og ned til Rødby. Efter næste uge, når sporarbejdet i Tyskland er ophævet, har vi ikke længere brug for IC4-togene på Svendborgbanen.

Pendlerrepræsentanten håber, at den udmelding bliver til virkelighed, så de uheldsramte IC4-tog ikke længere skal køre på Svendborgbanen.

 

Pendlerrepræsentant ved Svendborgbanen Jacob Bang Jensen er overrasket over igen at se IC4-tog på Svendborgbanen.

 

Oversigt

    Oversigt