Penge på vej til tre fynske kommuner

Særtilskud på vej til tre fynske kommuner, der er særligt vanskeligt stillede.

Velfærdsminister Karen Jespersen har netop givet et særtilskud på 23 millioner kroner til Assens, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Kommune.
 
Pengene er målrettet til særligt vanskeligt stillede kommuner. 
 
- Jeg forventer, at særtilskuddet vil medvirke til en mere smidig budgetproces i Assens, Faaborg-Midtfyn og Svendborg Kommune, siger Karen Jespersen i en pressemeddelelse.
 
Tildelingen er i år fremrykket af hensyn til kommunernes budgetplanlægning.
 
I 2009 er der som i de foregående tre år afsat ekstra 150 mio. kr. i puljen til landets særligt vanskeligt stillede kommuner.

Den ordinære tilskudspulje er reduceret med i alt 29,3 mio. kr., der i stedet indgår i et nyt samlet tilskud til de tre ø-kommuner Læsø, Samsø og Ærø.

Der er 7 millioner kroner på vej til Assens Kommune, 6 mio. kr. til Faaborg-Midtfyn Kommune og 10 mio. kr. til Svendborg Kommune. 
 
Tidligere er der aftalt, at Langelands Kommune modtager et særligt tilskud på 30 millioner kroner fra puljen.

Oversigt

    Oversigt