I det fynske folks tjeneste

Glæde i Seden Strandby: Penge på vej til at sikre mod oversvømmelser

Odenses by- og kulturudvalg har besluttet, at kommunen medfinansierer kystsikringsprojekter i Seden Strandby og Færgevej i Odense.

Odense Kommune sætter penge af til diger i Seden Strandby. Foto: Marie Louise Florival Andersen

Rettelse:

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at by- og kulturudvalget havde valgt også at medfinansiere et sluseprojekt ved Stige Ø. Det er ikke korrekt. Udvalget har endnu ikke taget stilling til, om kommunen skal medfinasiere et kystsikringsprojekt ved Stige Ø.

Tirsdag har et enigt by- og kulturudvalg besluttet, at man vil medfinansiere kystsikringsprojekter flere steder i Odense Kommune. I Seden Strandby betyder det, at man nu kan se frem, at kommunen betaler 1,9 millioner af de 5,7 millioner kroner projektet forventes at koste.

Digerne skal sikre byen mod de oversvømmelser, den flere gange tidligere har været ramt af. 

Det glæder Anders Rasmussen, der er formand for Seden Strandby Grundejerforening.

- Jeg er begejstret over, at kommunen tager ejerskab over det her. Det er en hel bydel, der bliver sikret mod oversvømmelser, og jeg synes, det er rimeligt, at samfundet er med til at betale, siger han. 

Sagen mangler stadig at blive endelig vedtaget i byrådet, men både Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Enhedslisten står bag aftalen, så der er allerede flertal for den. 

Læs også Maiken går udenom plastikken: Det belaster klimaet

To kystsikringsprojekter

Udover diger i Seden Strandby har man også besluttet at medfinansiere diger ved Færgevej i Odense. By- og kulturudvalget sender i samme ombæring en opfordring videre Folketinget om, at man også fra statslig side bidrager til projekterne. 

- Vi mener, at fællesskabet skal være med til at løfte den her opgave, for det er en udfordring, der påvirker os allesammen. Derfor mener vi også, det er rimeligt, det lille fællesskab træder til - i det her tilfælde Odense Kommune, siger Jane Jegind (V), der er formand i by- og kulturudvalget. 

Et af de forslag, der var på bordet hos by- og kulturudvalget var, at man ville medfinansiere under den forudsætning, at staten også giver penge til projekterne.

Det forslag har man valgt at se bort fra, så uanset om Folketinget vil spæde til eller ej, vil Odense Kommune medfinansiere projekterne. 

- Det her er også en velfærdsopgave, for det handler om grundlæggende tryghed for de borgere, hvis hjem risikerer at blive oversvømmet, siger Jane Jegind.

Der er ikke noget konkret mål for, hvor stor en del at finansieringen, man håber på, kan komme fra statslig side.

- I første omgang handler det om, om de kan finde et flertal for det. Det skal ikke stå og falde med, hvilken procentdel de bidrager med. Det vigtige er, at de tager et medansvar, siger Jane Jegind. 

Disse projekter bliver medfinasieret:

Kommunal medfinansiering:

Diger ved Seden Strandby: 1,9 millioner kroner

Diger ved Færgevej: 250.000 kroner

 

Samlet projektøkonomi:

Diger ved Seden Strandby: 5,7 millioner kroner

Diger ved Færgevej: 750.000 kroner

 

Læs også Brugt fritureolie og gamle flasker: Transportabelt laboratorium sætter spot på genbrug