Penge til amtet i 11. time

Der var en overraskelse i ærmet til amtet, da de mandag holdt det sidste møde. En kæmpecheck blev nemlig overrakt af en gruppe beboere.

243 kr.

Checken var stor, men beløbet var mere beskedent. 243 kr. for at være helt nøjagtig.

Pengene blev overrakt af en gruppe beboere fra Kirkeby. De havde fået 486 kr. i overskud efter en række protestaktioner mod amtet og Egebjerg Kommune, hvor de havde solgt fakler.

Beboerne havde klaget over manglende lys på deres cykelsti. Protesterne hjalp, og amtet og kommunen gav penge til gadelys. Derfor skulle amtet og kommune have hver deres andel som et bidrag til udgifterne.

- Det er jo ikke vores penge. Det er jo borgernes penge, så vi er simpelthen nødt til at overrække de penge, for vi kan ikke beholde dem, siger talsmanden for beboerne, Torben Midtgaard.

Kaffekassen

Det er endnu usikkert, hvad amtet skal bruge sin andel på 243 kr. på. Men Torben Midtgaard mener, at pengene nok ryger i kaffekassen.

Oversigt

    Oversigt