Pengeregn over Fyn

Økonomisk hjælp fra Indenrigsministeriet er nu fordelt til en række økonomisk vanskeligt stillede fynske kommuner.

Indenrigsministeriet offentliggjorde mandag eftermiddag hvilke kommuner, som får ydet en særlig hjælp.

På Fyn modtager Assens 8 mio. kroner,  Faaborg-Midtfyn får 6 mio. kroner, Nyborg tildeles 7 mio. kroner, Svendborg modtager 9,5 mio. kroner, Ærø 10 mio. kroner, mens Langeland får mest støtte med ialt 20 mio. kroner.

Forbeholden begejstring

Borgmester i den kommende Faaborg-Midtfyn kommune, Bo Andersen (V), er glad for saltvandsindsprøjtningen på 6 mio. kroner. Men han lægger ikke skjul på, at han havde håbet på en noget større check.

Tidligere har både Ryslinge og Faaborg kommuner fået tilskud på i alt 15 mio. kroner, så det tildelte beløb er kun at betragte som et plaster på såret, mener borgmesteren.

- Men det kommer ikke til at betyde noget for budgettet. Pengene ryger direkte i banken, og jeg er sikker på, at der nok skal blive brug for dem i løbet af næste budgetår, siger Bo Andersen (V).

Ialt har regeringen uddelt knap 200 mio. kroner til en række kommuner landet over. Pengene er såkaldt "særtilskudsmidler", og de skal lette kommuner med ondt i økonomien under de endelige budgetforhandlinger.

Oversigt

    Oversigt