Pengetanke vil have del i letbanen

To kapitalstærke pensionskasser kan se fidusen i en letbane i Odense. De inviterer nu til dialog med Odense Kommune.

Odense Kommune har vanskeligt ved at finansiere sit ønskede letbane-projekt, men nu inviterer pensionskasser til dialog om økonomien i projektet.

Og invitationen til Odense Kommune fra den administrerende direktør i Pension Danmark, Torben Möger Pedersen, er klar:

- Vi går meget gerne i positiv dialog med Odense Kommune om
etablering af en letbane i byen, siger direktøren til Fyens Stiftstidende torsdag.

De samme positive toner lyder fra et andet stort pensionsselskab, PKA, skriver Fyens Stiftstidende.

- Vi kan se fidusen i det, siger direktør Peter Damgaard Jensen.

Meldingen fra de kapitalstærke pensionskasser kommer, mens Odense Kommune er på jagt efter 1,8 milliarder kroner til at realisere letbanen, der efter planen skal løbe fra kvartererne Tarup til Hjallese.

Letbanen, der er en slags moderne sporvogn, anses af Odense Kommune og Region Syddanmark for at være en altafgørende hjørnesten i den infrastruktur, der skal binde Odense sammen, når flere store byprojekter og opførelsen af et nyt supersygehus gennemføres over de næste 10
år.

Byens borgmester, Anker Boye (S), har gentagne gange slået fast, at han forventer, at staten finansierer op mod halvdelen af byens letbane, som det er sket i Aarhus. Men virkeligheden lige nu er, at Odense Kommune ikke har penge nok til projektet. Og det har staten heller ikke, slog transportminister Henrik Dam Kristensen (S) for nylig fast.

Anker Boye glæder sig over pensionskassernes positive meldinger og oplyser, at han har været i dialog med flere af dem. Han slår samtidig fast, at Odense Kommune stadig går benhårdt efter statslige penge.

For modsat staten vil pensionkasserne kræve afkast af deres investeringer. Afkast, som det i sidste ende bliver Odenses skatteborgere, der skal betale, påpeger han.

- Der er forskel på, om vi skal forrente hele investeringen eller dele af den. Derfor skal staten med ligesom i Aarhus og København. Så skal vi
restfinansiere den sidste del, og det kunne være sammen med en
pensionskasse, siger borgmesteren.

Oversigt

    Oversigt